Kategori: Europa

Min mand Nils har altid haft en svaghed for tysk og Tyskland, og en af de første ferier, vi tog på sammen, gik til Sylt, som jeg knap nok vidste eksisterede på daværende tidspunkt. Jeg tror, det hænger sammen med at han som ganske ung havde sommerferie job i Hamborg med at sælge ristede løg. Ja, det er sandt. Det var andre tider…..

Senere er det blevet til ganske mange ture både igennem landet med stop og ture udelukkende med Tyskland som destination. De sidste par år faktisk til ganske mange, hvilket formodentlig også hænger sammen med at Nils tog et online kursus i tysk. Han faldt for et tilbud med, at hvis han ikke missede en eneste lektion i tre måneder, ville han få kurset gratis. Han endte selvfølgelig med at betale, men nu er han så næsten flydende i tysk, hvilket er en fordel, når man er i Tyskland. Desværre er han bedre til business tysk og virkelig anvendelige gloser, som at en sæl hedder en “Robbe”, mens det er undertegnede, der på bedste gymnasietysk må sørge for gode tilbud på hoteller, bestille mad, ekstra håndklæder og badekåber i andre størrelser en small. Men sådan er arbejdsfordelingen så fin.

Vi er imidlertid kommet til at holde af Tyskland som rejseland, og hvem skulle have troet det. Under min opvækst var Tyskland næsten et fyord (“Det er en tysker, Kvik!”), og man var virkelig ikke hip, hvis man ønskede at lære tysk i skolen. Det har heldigvis ændret sig, og nu er selv det tidligere Østtyskland værd at besøge. Blandt andet fordi den tyske stat har pumpet millioner og atter millioner af Euro i hele Østersøkysten for at give den et løft. Det er lykkedes.

Så mens jeg skriver dette sidder jeg i Binz på Rügen og nyder havudsigten. Det gør Cooper også. Han har fået en ny yndlingsplads, hvor han kan sidde og holde øje med alle hundene, der går tur, og her er mange hunde. Man kan rigtig godt lidt hunde i Tyskland, og man må have de firbenene med næsten alle steder. Man skal ganske vist betale lidt ekstra pga. rengøring på hotellerne, men så står der til gengæld også en hundeskål klar, og nogle steder har vi ligefrem oplevet, at der stod godbidder som velkomst.

Det er nemt at rejse i Tyskland, og alt fungerer. Det er store værelser, der er masser af håndklæder og altid masser af varmt vand i bruseren (ja, jeg er ved at blive gammel og forbi den tid, hvor det var et eventyr, om der var varmt vand nok til alle gæster). Man får store portioner, og serviceniveauet er højt. Jeg er eksempelvis fuldstændig vild med at bo på hoteller, hvor der er morgenmad til kl. 11.30. Ingen hastværk her, og man skal jo også lige nå  aquafit om morgenen, inden man kaster sig over morgenbuffet’en, der ofte inkluderer sekt. I Tyskland og Østrig holder man af at drikke sekt om morgenen ved særlige lejligheder, og man skal vel skik følge, eller?

Så der er masser af gode grunde til, at vi lige stak af hjemmefra i nogle dage, og tog den lille driftssikre Fiat500 til Tysklands største ø, Faktisk er det anden gang, vi er her indenfor et år, men her er også rart. Især, hvis man kan lide at gå tur. Det kan Cooper og Nils, og så kan jeg dyrke spa’en og havudsigten imens. Alle er glade og tilfredse.

Men ærligt, det er selvfølgelig anderledes end at sidde på en cafe i Frankrig eller spise pasta i Italien. Der er ikke den samme charme, men her er så noget andet. Eksempelvis en fuldstændig fantastisk strand, der om sommeren er fyldt med de berømte strandkurve, og så er her bare hvide, fine huse.

På Rügen ligger dog også et hus, der ikke altid var hvidt, men et af verdens længste bygningskomplekser – Hitler’s “Prora”, syv store betonblokke, der tilsammen strækker sig over 4,5 km. “Kraft durch Freude” var overskriften og ideen, at arbejderne i Tyskland alle skulle have adgang til hav og frisk luft og derfor på ferie i en af de 20.000 små ferielejligheder, der udgjorde Prora byggeriet. Hvis man ser bort fra, at det også var tænkt som en del af den nazistiske propaganda maskine, var det jo som sådan en fin tanke. Fra folkevognsfabrikkerne til ferie ved havet. Ferielejlighederne nåede dog aldrig at blive taget i brug – der kom lige en verdenskrig i vejen, og i mange år har byggeriet bare stået og forfaldt med et lille, men meget interessant museum som højdepunkt.  Nu ser det imidlertid ud som om, i hvert fald store dele af det, er blevet sat i stand og omdannet til moderne, hvide ferielejligheder med balkoner, mere plads og swimmingpools. Før var det et fuldstændig syret og ret uhyggeligt sted at besøge, skulle jeg hilse og sige.

Der er også brug for nye, moderne ferielejligheder, for flere og flere turister finder vej til her til. Vi hører stadig sjældent dansk, og selv på de fire stjernede hoteller taler ikke alle engelsk, men eksempelvis her i påsken, er der selv en søndag aften fyldt med folk, der går tur ud på molen, og derefter sætter sig på en fortovscafé, så det varer nok ikke længe, før mange andre finder vej hertil.

Men indtil da vil vi nyde, at vi nok er en smule excentriske, når vi vælger at holde ferie i Tyskland – ovenikøbet det gamle DDR, hvor vejene stadig visse steder er smallere end andre steder i Europa. Men, jeg siger bare…. solen skinner ud over min havudsigt, hotellet lægger bøger på værelset om at blive lykkelig, og om lidt kører vi til Stralsund og shopper, og i aften tror jeg, vi skal spise italiensk lidt længere henne af strandpromenaden.

Es ist aber sehr toll!

Lige nu befinder jeg mig i den kendte by (!) Bad Laer i Midttyskland. Det er ikke fordi, jeg har næret et stort ønske om at opleve denne lille, fine by, der ved første indtryk minder lidt om Helsinge, og har betydet en ekstra tur på små 100 km i alt. Næh, det er snarere fordi, vi er trætte af at køre, og fordi man her kunne få et ganske pænt hotel med swimmingpool og velkommen til Cooper for kr. 699.- inkl. morgenmad og balkon. Jah, jaahh.,,,

Vi er på vej hjem, og efter jeg de senere år ikke har været så glad for at flyve, så er vi blevet ret ferme til at køre rundt i Europa og finde små perler. Ikke mindst i Tyskland, der jo ligesom ligger der midt i det hele, og fylder ret meget. Nogle gange er vi nu taget til Tyskland helt frivilligt og ikke kun på gennemrejse, for her er faktisk ret mange skønne steder – især området omkring Bodensee er vi ret vilde med, og vi oplever noget nyt hver gang.

Som nu f.eks., hvor jeg ligger på solterrassen udenfor poolen med udsigt til byens kirke og lyden af det lokale forboldhold, der spiller hjemmekamp, og det går godt, kan jeg ligesom forstå. Deres trommer og sang er næsten – også kun næsten- på højde med Brøndbys, så der er gang i Bad Laer. Nils er med hunden ude at opleve kurparken, og spise is, og lidt senere skal vi ned og have friske asparges, for vi er helt uforvarende, og meget heldigt, landet midt i asparges markerne. Jeg har aldrig set så mange “pinde” stikke op af jorden og jeg glæder mig vildt til friske asparges i enhver afskygning. Hvilken bonus.

Men man skal øve sig lidt. Vi var ikke helt så gode til det i starten, og i vores familie har vi et fast udtryk: “Maks. tre omgange”, og det er altså omgange i en rundkørsel vel at mærke. De der rundkørsler, hvor man ikke lige kan finde ud af, hvor man skal køre fra. Dem er der mange af, især Frankrig.

Der er ikke den store forskel på os og andre ægtepar i den henseende. En gang, hvor vi skulle holde jul i Monaco, og køre afsted i noget, der var tæt på at bæltekøretøjerne blev sat ind, havnede vi en snedrive midt i ingenting, fordi Nils nægtede at høre på mig. Han foretrak GPS damen, der blev ved med at sige “you have now reached your destination” (yeah – right!), og da jeg indigneret spurgte hvorfor, svarede han “hun taler pænere til mig”!

Men det var dengang. Idag er vi blevet rutinerede bilrejsende, og både han og jeg har lært at gøre det rigtigt – han lytter til mig, når jeg er co-driver, og jeg taler sødt og pædagogisk ;o)

Men vi er, som skrevet, på vej hjem. For mit vedkommende efter en hel måned. Det er den længste ferie, jeg har holdt siden folkeskolen, og så har jeg ikke engang været i Nepal og vandre, i en Ashram i Indien eller kørt tværs over USA. Næh, jeg har “bare” passet venindens skønne hus i SydFrankrig.

Og nu skulle man så tro, at der kommer en perlerække af (selv)fede historier om oplevelser i Cannes ol., men nej, det har faktisk været en måned, hvor de små hverdags oplevelser har fyldt mest – og jeg har elsket hvert en minut.

Jo, vi har været i Monaco til Grand Prix, og det var sjovt. Men det var også frastødende, for det var i den grad højsæson for de prostituerede, og vi oplevede dem alle sammen. De to piger, der halsede fra et job til et andet og lige skulle fikse make up’en. Gigoloen med den 80 årige kvinde under armen. De russiske, der ikke liiige havde scoret højt nok, og derfor var på den forkerte side af gitteret (det var vi også) osv. osv.

Men det var undtagelsen, for vi har bare ladet dagene gå og forsøgt at følge med. Det er helt utroligt, som man kan vænne sig til at lave ingenting, og fremfor alt – EN ting af gangen. Det har været den helt store lære af denne måned. At lave EN ting af gangen. Ikke tjekke mobil samtidig med tv-serie. Ikke tænke på arbejdsting i supermarkedet. Det er ganske enkelt ikke muligt, for mit fransk er ikke godt nok til at bestille noget i delikatessen og så tænke på noget andet samtidig.

Og så at glæde sig over, at der altid dukker noget op, man ikke lige havde forudset – som bilen fra ovenstående foto. Vi havde lige spist en vidunderlig middag i den lokale, charmerende by, og så stod bilen lige der, og mindede os om, hvor heldige, vi er.

I forgårs lykkedes det, at ende på det måske bedste overnatningssted i Avignon – hvis man altså er til den slags. Vi blev ganske vist ædt af myg om natten (amatører, der ikke -endnu- er vant til at sove på en flodpram), men at sidde der på Rhone floden og kigge på den mest berømte bro i Avignon, var alle myggestikkene værd.

Og nu skal vi ned og have asparges!

I morgen venter endnu en lang køredag, men det gør ikke noget, for vi har hinanden i den lille bil, og forhåbentlig står huset også. Det er vist mere end man kan sige om flere partier på Borgen. Tænk, hvis jeg havde lavet en oddskupon, hvor jeg havde forudset, at udenrigsministeren røg ud, og min tidligere kollega, og helt nyslåede politiker, ind? Så havde jeg haft råd til endnu en måned. Men det er det med forudsigeligheden igen. Det uforudsigelige er meget sjovere, man skal bare øve sig, og glæde sig over det uventede. -Og så ikke et ord om at livet er som en æske chokolade…

Der er nu gået næsten to uger her i det franske, og jeg begynder så småt at finde en hverdag. Ærligt, det har ikke været helt så let, som jeg troede, det ville være. Af forskellige årsager har jeg været alene godt en uge af tiden, og nej, jeg har ikke trøstet mig i ovenstående supermarkeds afdeling, det har simpelthen været for koldt til rosévin, men hvis ikke vejret havde skiftet nu, så var der nok en reel risiko for lidt små-pimperi om aftenerne.

Huset er skønt, og efter poolmanden har gjort sit, har jeg i dag for første gang været i vandet. Skal vi bare sige, at det var starten på min kommende status som vinterbader. Efter flere uger med overskyet, regn og decideret kolde nætter, så var det en lige lovlig frisk oplevelse. Men man er vel skandinav.

Og netop det, at være skandinav har jeg tænkt en del over de sidste par dage. Jeg blender ikke bare ind her i kvarteret, der er et typisk fransk, bedre borgerskabs parcelhuskvarter. En slags Gentofte ved Rivieraen. Her er masser af familier – der alle sammen har hunde, som gør som sindsyge, når man går forbi deres store hække. Til gengæld hilser alle skolebørnene så pænt på mig. Bonjour, madame! Det er da lidt swung over.

Men når jeg tænke på Juncker´s tekst til Mogens og Karen om nåletræer og sindsyge hunde, så skulle han prøve at komme en tur til et fransk “parcelhus” kvarter. Danmark er en åbenstående have i sammenligning. Her er ikke en hæk under 3 meter, her er gitterporte med pigge, store hunde osv. osv. Men det er jo også et land med tradition for revolution, så man må beskytte sig.

Men Cooper blender ind. Især efter han har været igennem en fransk vask og føn – og han h a d e d e det. Til gengæld ligner han nu alle de andre små hvide hunde, og han er blød som en bamse.

Det får jo en til at tænke lidt over ghettobegrebet. Både det i Danmark, og det på den spanske solkyst, hvor danskerne har klumpet sig sammen i årtier. Når vi er afsted som turister, vil vi helst have en på opleveren sammen med lokalbefolkningen. Vi vil være midlertidige lokale. Men midlertidige er netop kodeordet her, for skal man bo mere permanent et sted, så er det rart, at være tæt ved nogle, som ligner en, har samme referencerammer og interesser – og helt banalt, indkøbsvaner.

Det er der i princippet ikke noget nyt i. Bare kig på det kvarter, du selv bor i. Og så er det i fuldstændig ligegyldigt, om det er indre by eller provinsen. Vi vælger boliger i kvarterer, der passer til os og vores type, og fred være med det. Så længe vi også blander os med resten af samfundet, for det er jo her, den store udfordring ligger.

Nå, det gider jeg ikke bryde min feriehjerne med, for jeg har heldigvis blandet mig både med og i samfundet hernede (EP valg), og har også, trods jeg har puppet lidt i min alenetid, haft nogle nærmest syrede oplevelser.

Først til Cannes Film Festival. Quel cirque! De har også haft udfordringer pga. vejret. Det er lidt svært at være upcoming starlet i diminutiv bikini, når det står ned i stænger på stranden. Det skulle dog ikke afholde de håbefulde, unge damer fra at prøve på at komme med til en af de eftertragtede fester. Pælesidning fik pludselig en helt ny betydning.

Hele byen var et stort cirkus -men sjovt. Helt så sjovt var det ikke, at køre til vores konsulat i Nice for at stemme. Man skal jo passe sin borgerpligt. Konsulatet har sædvanligvis kun åbent  10 – 12, men pga. den store interesse for at stemme, var de nødt til at holde åbent lidt længere, og de var ualmindeligt søde og imødekommende, så det var ikke det. Men vores allesammens konsulat bor til leje hos en klinik, hvor almindelige franskmænd kommer for at blive undersøgt for bl.a. brystkræft.

Det betød, at alle os ferierende danskere og en hund, blev sat til at vente i et venteværelse fyldt med bekymrede og nervøse patienter. Helt galt gik det, da vi kom ud fra “konsulatet” – der er et lokale på ca. 9 kvm. Her gik vi bogstaveligt talt ind i en netop mammograferet halvnøgen kvinde, der forsøgte at skjule sine bryster med armen og kiggede forbløffet på os og Cooper.

Jeg har stor forståelse for, at også udenrigstjenesten skal spare…. men arghhh, det må være muligt, at finde penge til en lidt højere husleje.

Nå, vi fik stemt, og kan nu med god samvittighed grine af alle Frank Hvam’s videoreklamer, som jeg synes er geniale.

Og i dag kom solen så, og i eftermiddag lander Nils, og bliver her resten af tiden, ligesom drengene kommer i næste uge. Måske ender det ligefrem med, at jeg begynder at føle mig som den erfarne her i kvarteret – nu kender jeg jo hundefrisøren, og det er da en start, ligesom jeg er begyndt at få et forhold til damen i delikatesse afdelingen. Ja, ja, man bliver nøjsom.

A bientot!

Alle 50something kender overskriften, men hvis I er lidt forvirrede, så prøv at sige det højt. Det er helt på linje med “La Pays-Bas, douze points!” Vi er i Melodi Grand Prix land – old school Eurovision, fra dengang hvor der ikke var flere europæiske lande, end at man havde tid til at høre alle points blive råbt op, og selve showet iøvrigt blev afviklet over kun en aften.

Denne blog skal imidlertid ikke handle om Grand Prix, men om Europa og det, der binder os europæere sammen. Og hvor corny det nu engang er, så kunne man dengang jeg var ung og på Interrail altid sige “Royaume-Uni, dix points” når man befandt sig et eller andet sted i Sydeuropa, hvor ingen af os kunne tale sammen, for så kunne vi i det mindste grine sammen. Tværs over Europa var vi alle enige om, at Eurovision Song Contest var til at grine af, men vi så det alligevel, og når vi sådan rejste rundt og besøgte hinanden før det der internet, så fandt vi fælles referencerammer i Eurovison sendingerne, der også inkluderede skihop fra Garmisch-Partenkirchen og Nytårskoncert fra Wien.

I år foreslog jeg mine sønner at tage på Interrail, og EU Headquarter syntes åbenbart også, at Interrail fortjente en revival, for Parlamentet udlovede flere tusind gratis Interrailbilletter til europæiske unge født i år 2000. Det var en god ide, for hvis der er noget, der kan få os til at holde af Europa, så er det at mødes med hinanden.

Det var iøvrigt også hele ideologien bag Spies Rejser. Hvis man rejser ud og møder andre mennesker, så er sandsynligheden for, at man slår dem oven i hovedet mindre, og indtil købet af Tjæreborg, var reglen at der maks. måtte bo X antal procent (har glemt det præcise antal) danskere på Spies hoteller, for ellers blandede man sig ikke med andre nationaliteter. Og ja, det er sandt.

Det er lidt den samme filosofi, som Lennart Lajboschitz nu udlever gennem sine mødesteder Absalon og Hornbækhus. Vi skal møde hinanden – og tro mig, har man været til “80’er musik banko” på netop Hornbækhus (og det har jeg), så er det næsten som at være til et Spies arrangement i de glade dage med action guider, fest og farver.  Corny, men i den grad festligt og vi griner og synger sammen, og man skændes altså bare ikke med mennesker, man lige har sunget sammen med, hvorfor morgensang på skoler og arbejdspladser iøvrigt også er en god ide.

Derfor skal vores unge tage på Interrail i Europa, for eurokraterne kan ikke finde ud af at få os til at føle et fællesskab med alle deres forordninger. Det skal komme nedefra. Vi skal mødes, finde vores fælles referencerammer og genopfinde vores fælles fortælling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det meget stramt med eurokraterne i Bruxelles, deres indspisthed, arrogance -også i forhold til skatteborgernes penge-  og deres rejsecirkus til Strasbourg. En iøvrigt ualmindelig dejlig by, der helt tydeligt lever godt af eu-borgernes skattekroner.

Men det er ikke det samme, som at jeg ikke ønsker en fællesskabs følelse i Europa. Jeg er faktisk glødende europæer og trods en priviligeret tilværelse rent rejsemæssigt, der bød på mange oversøiske muligheder, så har jeg altid foretrukket at opleve Europa.

I år tog vi en stor bid. På én sommerferie nåede vi Tyskland, Frankrig, Italien og også Schweiz for en kort bemærkning. Noget af tiden alene og noget af tiden med vores teenage sønner og vores venner, der bor rundt omkring forskellige steder i Europa.

Alle steder talte vi med europæere med anden baggrund, opvækst og kultur end vores og alle steder blev jeg mindet om, hvor meget, vi har til fælles. Nu behøver vi ikke Eurovision til fælles reference rammer. Vi ser det samme tv og serier, vi hører det samme musik samtidig (man behøver ikke tage til London længere for at få fat i det nyeste, det kun et klik væk), og vi har stadig mere til fælles, end der skiller os.

Bevares, vi var “kun” i det tidligere Vesteuropa, og det gør selvfølgelig ikke mine betragtninger til validt videnskabeligt sammenlignings grundlag, men alligevel.

Vi talte med en tidligere tech ingeniør i Grenoble om de mange penge i fodbold. og om forargelsen over FIFA, OL og andre organisationer, der føler sig som Ringenes Herrer. Vi var enige.

Vi diskuterede rejsecirkus Bruxelles – Strasbourg med folk i Frankrig og vi undredes sammen med vores venner over hvordan det, at rejse i Italien, er som at være i en tidslomme. Næsten intet har ændret sig de sidste halvtreds år. Heller ikke i post Berlusconi land.

Vi spiste og boede i fire forskellige europæiske lande og nød godt af både den europæiske forskellighed og fællesskab, omend man til sidst godt kan føle, at ens hoved er et babelstårn.

Europa er vores fælles udgangpunkt. Vi har brug for et stærkt, fælles Europa, men vi har også brug for en ny fælles fortælling og nogle nye eurokrater, der tænker mere på vores fællesskab og fremtid end deres egen karriere og bankkonto (i Schweiz…).

Lad os sende vores unge på interrail og stemme nogle ordentlige politikere til Bruxelles og så gå mere op i dem vi har nu og holde dem ansvarlige for deres opførsel. Det fortjener vi allesammen, og det fortjener vores Europa.

L’eroupe – dix points!