Bonjour!

Det er lørdag morgen, og vi har været tidligt oppe. Tidligere end vi ellers plejer på en lørdag. Vi skulle op for at tage imod poolmanden, der kom for at rense poolen. En helt ny oplevelse, og dem er der flere af for tiden, for vi er flyttet en måned til Frankrig. Vi er Nils, Cooper og jeres udsendte. Drengene har vi ladet være hjemme og passe årsprøver og eksamener.

Måske er det at overdrive lidt, at sige at vi er flyttet, men når der er tale om mere end to ugers ferie, så er det vel ok, at pynte lidt på beskrivelsen, og i og med vi bor i et privat hus og forsøger at blende ind, så kan det vel forsvares.

Huset er min venindes. Hun bor her normalt helt alene, og engang i november, hvor hun kedede sig opstod ideen – “skal vi passe dit hus en måned, så du kan rejse lidt rundt og besøge dine døtre?”  Langsomt faldt det hele på plads til denne måned, hvor der alligevel er så mange helligdage, at det kunne lade sig gøre at tage fri. Men, det er altså ikke kun for hendes skyld, vi er her, som I nok har regnet ud.

Vi er trætte. Jeg er i hvert fald. Nils ikke helt så meget, han kører på et eller andet duracel batteri, men jeg er træt. Jeg er sluppet befriende let igennem overgangsalderen. Jeg har ikke engang været f**cking hot, men jeg har været træt og, vil min mand vil sikkert hævde, lettere hysterisk.

Samtidig er jeg for første gang alvorligt begyndt at tænke over, at nu er der ikke uendelig dage sammen mere, og derfor skal vi bruge dem, der er tilbage med omhu. Hold nu op, vil nogen sige, der er masser af dage tilbage, og ja, det er også rigtigt, men mens andre i min omgangskreds taler og tænker over pensions planer, så tænker jeg altså over, hvordan vi får de bedste oplevelser, mens vi stadig kan.

Nils har arbejdet rigtig hårdt de senere år. Det har alle vel, det ved jeg godt, men han fandt altså på at starte helt forfra som 59 årig. Forfra i London vel at mærke, og han skulle bygge en helt ny forretning op fra bunden. Nye konsulent ydelser og dermed også helt nye kunder. Det er hårdt arbejde.

Det er lykkedes for ham, og jeg er pavestolt og synes, han er sådan en inspirationskilde, men det har også betydet, at han har været rigtig meget væk, og uden at pive, så kan to teenagesønner og et fuld tids arbejde også trække tænder ud engang imellem.

Nå, det var ikke det, det skulle handle om, og så alligevel, for det er jo en af årsagerne til, at vi sidder her i kulden (her er vitterlig hunde koldt) og kigger på en poolmand med en stang.

For jeg satte foden ned (hedder det sådan på dansk?) og sagde, at nu ville jeg have os-to tid, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være i Frankrig. Taget Nils’ fravær de sidste mange år i betragtning, så var det lidt svært for ham at sige imod, så i søndags pakkede vi vores Fiat500 med en forbløffet hund, og hvad der kunne være af bagage, der kan være forbavsende meget, og kørte sydpå.

Jeg overdriver ikke, og igår måtte jeg købe et tørklæde for ikke at fryse.

Først skulle Nils imidlertid lige til London, så han tog den med autotog og Fiat til Nice for at stige direkte på et fly til London og jeg havde så et par dage med veninden, men nu er vi forenet og begynder så småt at føle os hjemme i denne franske udgave af et parcelhuskvarter.

Det bemærkelsesværdige er, at det – i hvert fald ikke endnu – føles så anderledes. Nu har jeg jo været i huset før, og det gør noget, men jeg har ikke boet her, om man så må sige.

Noget skyldes selvfølgelig den teknologiske tidsalder, som vi lever i. Ind med cromecast i tv, og vupti, så har vi dansk tv blæst ud i den franske stue. Det lukkede vi nu hurtigt ned for, det er en virkelig bizar valgkamp denne gang, men i princippet har vi i modsat til tidligere en stor del af vores hverdag med, når vi rejser. Facebook, Spotify, Game of Thrones og altså også danske tv-kanaler.

Vores aldersgruppe kan huske når vi rejste ud, og det nærmest var et under, når man så en dansk, flere dage gammel avis i en kiosk og som rejseleder var jeg med til at hænge nyheder fra telex’en op til gæsterne på hotellet. Til yngre læsere… google it! ;o)

Så, så længe vi bliver her i huset, er det faktisk kun poolen, der for alvor er anderledes. Heldigvis sker der så noget, når vi bevæger os ud i verden omkring os. Så kommer oplevelserne. Bare det, at købe ind og vælge hvilken ud af 200 forskellige rosé vine, man skal købe, det kan være noget af en oplevelse.

I eftermiddag har vi tænkt os at køre ned til hurlumhejet – også kaldet filmfestival – i Cannes, og i går var vi i Valbonne og faldt i turistfælden og købte, viste det sig, en lille bitte smule, tomat pesto for 10 euro. Men så var den også rørt med omhu. Håber jeg.

Men vi er sammen, og vi lever og deler oplevelser, der ikke drukner i vasketøj, maling af terrasse, retssager og alle de hverdagsting, der har en tendens til at blive irriterende. Her bliver de til oplevelser, fordi det er i nye omgivelser og fordi der er tid. Folk, der har sommerhus forstår sikkert, hvad jeg mener, for “det andet liv” er anderledes, også selvom det måske er de samme ting. Her skal også vaskes tøj og købes ind, men det bliver bare på en eller anden måde hyggeligere, når man ikke skal nå det til bestemt tid. Og det er her fælden er, og den vi alle falder i.

Vi haster afsted, og så bliver livet, lettere omskrevet fra John Lennon, noget, der sker for os, mens vi er på vej til målet. Hvilket mål?  Vi skal passe rigtig godt på. Både på os selv og hinanden, men også på den dyrebare tid, vi er blevet givet, og ting kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at bo en måned i Frankrig, eller cykle rundt i to uger på Bornholm, hvis det nu er det, der gør en glad. Det handler ikke om at have penge nok, eller venner, der har huse, de vil leje ud. Det handler om at beslutte sig for at gøre noget, og så gøre det! Og ærligt, beslutningen er / var det sværeste.

Men nu er vi her,… nærmest lykkelige, selvom det regner og pingvinerne spille ishockey i poolen (der nu er ren).

A bientot!

Royaume-Uni, dix points!

Man skal nok være 50something for at huske denne.

Alle 50something kender overskriften, men hvis I er lidt forvirrede, så prøv at sige det højt. Det er helt på linje med “La Pays-Bas, douze points!” Vi er i Melodi Grand Prix land – old school Eurovision, fra dengang hvor der ikke var flere europæiske lande, end at man havde tid til at høre alle points blive råbt op, og selve showet iøvrigt blev afviklet over kun en aften.

Denne blog skal imidlertid ikke handle om Grand Prix, men om Europa og det, der binder os europæere sammen. Og hvor corny det nu engang er, så kunne man dengang jeg var ung og på Interrail altid sige “Royaume-Uni, dix points” når man befandt sig et eller andet sted i Sydeuropa, hvor ingen af os kunne tale sammen, for så kunne vi i det mindste grine sammen. Tværs over Europa var vi alle enige om, at Eurovision Song Contest var til at grine af, men vi så det alligevel, og når vi sådan rejste rundt og besøgte hinanden før det der internet, så fandt vi fælles referencerammer i Eurovison sendingerne, der også inkluderede skihop fra Garmisch-Partenkirchen og Nytårskoncert fra Wien.

I år foreslog jeg mine sønner at tage på Interrail, og EU Headquarter syntes åbenbart også, at Interrail fortjente en revival, for Parlamentet udlovede flere tusind gratis Interrailbilletter til europæiske unge født i år 2000. Det var en god ide, for hvis der er noget, der kan få os til at holde af Europa, så er det at mødes med hinanden.

Det var iøvrigt også hele ideologien bag Spies Rejser. Hvis man rejser ud og møder andre mennesker, så er sandsynligheden for, at man slår dem oven i hovedet mindre, og indtil købet af Tjæreborg, var reglen at der maks. måtte bo X antal procent (har glemt det præcise antal) danskere på Spies hoteller, for ellers blandede man sig ikke med andre nationaliteter. Og ja, det er sandt.

Det er lidt den samme filosofi, som Lennart Lajboschitz nu udlever gennem sine mødesteder Absalon og Hornbækhus. Vi skal møde hinanden – og tro mig, har man været til “80’er musik banko” på netop Hornbækhus (og det har jeg), så er det næsten som at være til et Spies arrangement i de glade dage med action guider, fest og farver.  Corny, men i den grad festligt og vi griner og synger sammen, og man skændes altså bare ikke med mennesker, man lige har sunget sammen med, hvorfor morgensang på skoler og arbejdspladser iøvrigt også er en god ide.

Derfor skal vores unge tage på Interrail i Europa, for eurokraterne kan ikke finde ud af at få os til at føle et fællesskab med alle deres forordninger. Det skal komme nedefra. Vi skal mødes, finde vores fælles referencerammer og genopfinde vores fælles fortælling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det meget stramt med eurokraterne i Bruxelles, deres indspisthed, arrogance -også i forhold til skatteborgernes penge-  og deres rejsecirkus til Strasbourg. En iøvrigt ualmindelig dejlig by, der helt tydeligt lever godt af eu-borgernes skattekroner.

Men det er ikke det samme, som at jeg ikke ønsker en fællesskabs følelse i Europa. Jeg er faktisk glødende europæer og trods en priviligeret tilværelse rent rejsemæssigt, der bød på mange oversøiske muligheder, så har jeg altid foretrukket at opleve Europa.

I år tog vi en stor bid. På én sommerferie nåede vi Tyskland, Frankrig, Italien og også Schweiz for en kort bemærkning. Noget af tiden alene og noget af tiden med vores teenage sønner og vores venner, der bor rundt omkring forskellige steder i Europa.

Alle steder talte vi med europæere med anden baggrund, opvækst og kultur end vores og alle steder blev jeg mindet om, hvor meget, vi har til fælles. Nu behøver vi ikke Eurovision til fælles reference rammer. Vi ser det samme tv og serier, vi hører det samme musik samtidig (man behøver ikke tage til London længere for at få fat i det nyeste, det kun et klik væk), og vi har stadig mere til fælles, end der skiller os.

Bevares, vi var “kun” i det tidligere Vesteuropa, og det gør selvfølgelig ikke mine betragtninger til validt videnskabeligt sammenlignings grundlag, men alligevel.

Vi talte med en tidligere tech ingeniør i Grenoble om de mange penge i fodbold. og om forargelsen over FIFA, OL og andre organisationer, der føler sig som Ringenes Herrer. Vi var enige.

Vi diskuterede rejsecirkus Bruxelles – Strasbourg med folk i Frankrig og vi undredes sammen med vores venner over hvordan det, at rejse i Italien, er som at være i en tidslomme. Næsten intet har ændret sig de sidste halvtreds år. Heller ikke i post Berlusconi land.

Vi spiste og boede i fire forskellige europæiske lande og nød godt af både den europæiske forskellighed og fællesskab, omend man til sidst godt kan føle, at ens hoved er et babelstårn.

Europa er vores fælles udgangpunkt. Vi har brug for et stærkt, fælles Europa, men vi har også brug for en ny fælles fortælling og nogle nye eurokrater, der tænker mere på vores fællesskab og fremtid end deres egen karriere og bankkonto (i Schweiz…).

Lad os sende vores unge på interrail og stemme nogle ordentlige politikere til Bruxelles og så gå mere op i dem vi har nu og holde dem ansvarlige for deres opførsel. Det fortjener vi allesammen, og det fortjener vores Europa.

L’eroupe – dix points!

Tror jeg napper togrejse næste gang…med rulle kuffert dog, og ikke rygsæk. Man er vel 50something. ;o)