50somethings still rock!

Det har været en meget mærkelig uge i forhold til indlæg om os 50somethings. Det startede med et, jeg så på LinkedIn, hvor en -meget nydelig herre, bevares, med et foto af sig selv gjorde opmærksom på, at han aldrig havde stået skarpere end nu som 45 årig, og derfor ikke kunne se nogen grund til at han ikke skulle have et fedt job.

Det havde han vist også, så vidt jeg kunne læse mig til, så alene af den grund forekom det lidt mærkeligt at gøre opmærksom på, hvor skarpt han stod, men det som virkelig fik mig til at løfte øjenbrynene, var hans holdning til at han mente, det var nødvendigt at gøre opmærksom på som 45 årig.

Må jeg helt stilfærdigt minde om Rolling Stones, der da de startede, mente at 30 årige var oldinge, i dag stadig fylder stadions verden over, selvom bandets gennemsnitsalder er pænt over de 70.

Måske er tidligere nævnte mand for ung til at huske Stones som yngre (det er jeg i og for sig også), men det siger noget om holdning til livet og tilværelsen. “Den skarpe mand” forestiller sig arbejdslivet på vej mod slutningen i en alder af 45, mens Stones bogstaveligt talt giver den gas til de falder døde om. Keith Richards undtaget. Han er som bekendt udødelig.

Men samtidig med dette opslag flyder det over med lignende dommedagsprofetier for os 50somethings, når det kommer til at finde arbejde.

En anden mand uploadede også på LinkedIn, hvordan han havde sendt to enslydende ansøgninger, hvor han i den ene skrev, han var 35 og i den anden 55, og udelukkende kom til samtaler som 35 årig. Børsen skriver også sider op og ned om seniorer udenfor arbejdsmarkedet.

Jeg er nødt til at indrømme, at selvom alderen på papiret siger noget andet, så er jeg altså ikke begyndt at tænke på mig selv som tilhørende seniorerne. For f…s sake, jeg har stadig en hjemmeboende søn.

En af mine venner sagde til mig, at hele forskellen ligger i, om man stadig er nysgerrig på tilværelsen, eller om man er blevet “erfaringsramt”. Det new speak for “gået i stå”. Jeg synes hverken jeg, eller nogen i min omgangskreds, er gået i stå – tvært i mod, og det fik mig til at tænke over en anden episode i den forgangne uge, som jeg først slet ikke havde tænkt over i aldersmæssig forstand.

En af mine rigtigt, gode gamle venner og jeg fandt for nogle år siden hinanden igen efter cirka 25 års pause. Det er i sig selv værd at skrive en blog om, for vi satte os bare ned og talte åbent om alt, som om det var i går, og det er vi så fortsat med siden, hvilket er lidt vildt.

Under den første Corona nedlukning blev han fyret -og han var ikke medlem af en A-kasse. Det er ikke verdens fedeste situation at stå i som fraskilt far med dertil hørende udgifter. Men han var ikke sådan at slå ud.

“Jeg åbner s.. mit eget rejsebureau” sagde han, og så havde vi mange, lange snakke om det. På intet tidspunkt skænkede jeg hans alder en tanke.

Nu ved jeg godt, at man skal gå mod strømmen, for det er der, succes’erne ligger, men det er alligevel sin sag, at åbne et rejsebureau, når ingen må rejse. Det betød så også en kortvarig, men givtig karriere indenfor podning og vacciner – og heller ikke her var alder et “issue”.

I denne uge var vi ude at spise, og nu går det rent faktisk så godt, at han har ansat en medarbejder, ikke kun arbejder hjemmefra, men har lejet et par kontorpladser, egenkapitalen er fornuftig og prognoserne ser rigtigt gode ud.

Jeg var selvfølgelig begejstret, og roste ham til skyerne mens jeg jublede over hans succes, og først der midt i en eller andet arbejdsrelateret diskussion siger han “Jamen, Berit, jeg bliver jo 60 næste gang”. Nåh ja, det gør du jo også… og hvad så?

Og ja, jeg ved godt, at der er forskel på at åbne sit eget, og blive valgt fra i bunken af ansøgninger,  men det er altså også sin sag som 58 årig at etablere et firma, hvor produktet er umuligt på grund af verdenssituationen samtidig med at der skal hentes husleje hjem. Men det har han altså gjort, og det synes jeg er mega sejt!

Mit budskab er derfor – lad være med at læse alle de negative budskaber om “seniorer på arbejdsmarkedet”. Læs i stedet for eksempelvis et fra direktøren for Bakken, der i sit upload på LinkedIn skriver, “at på Bakken ansætter vi altså efter personlighed og kompetencer, og vi får brug for mange i den kommende sæson” (også et opslag i denne uge). Tippet er hermed givet videre. Eller endnu bedre… læs min blog ;o)

For ved I hvad? 50somethings still rock, og vi skal ikke på barsel, vi har heller ikke syge småbørn, og vi skifter ikke job hvert tredje år, så vi er faktisk rigtig seje at få ansat.

-Og se, jeg står også skarpt…… HA!

 

“Og så fik jeg helt vildt skam…

Foto bragt med tilladelse fra Annika Aakjær

….skam over ikke at kunne klare det folk skrev. Hvorfor er jeg ikke mere tykhudet?”
Annika Aakjær

Jeg har en svaghed for Annika Aakjær. Det har jeg haft et stykke tid, og det har ikke noget med hendes menstruationssang at gøre -tværtimod. Jeg synes bare, at hun er ret skøn, og så er jeg fuldstændig solgt over “POP (Himlen over København)” og hendes fortolkning af “De vildeste fugle”, der har været de sidste par måneders powerplays.

Forleden handlede det imidlertid om noget helt andet end musik. Det handlede om folks kommentarer på Facebook og hvor sårende, de kan være. Det er der i princippet ikke noget nyt i, det har vi talt og skrevet meget og længe om, men det at føle skam over ikke at være tykhudet nok til at klare dem, det plejer vi ikke at tale særlig højt om.

Derfor var det så befriende, at Annika Aakjær tog bladet fra munden, viste sårbarhed og hudløst ærligt gjorde opmærksom på, at det var hun altså ikke robust nok til. I øvrigt “har jeg slet ikke brug for udvikle tyk hud, for ellers kan jeg ikke skrive sange” fortsatte hun.

Jeg kunne næsten ikke få armene ned. Måske er det fordi jeg selv heller ikke er særlig tykhudet og derfor også lader mig påvirke af folks ubehageligheder. Måske er det fordi, jeg er så træt af, at det at være robust,  nærmest har været fast punkt i stillingsannoncer de seneste mange år. “Du skal være robust” står der ofte.

Jamen, hvad er det for noget? Skal man kunne tåle diverse for at besidde et job? Skal man være i stand til at stå imod selv de mest urimelige og perfide kommentarer på Facebook uden at have gjort noget for at fortjene dem?

Ja, vil nogen sikkert hævde, for sådan er det bare.  Det kan godt være, men sådan burde det ikke være, og det er på tide, at vi siger fra og sætter en ny dagsorden.

Jeg er godt klar over, at internet krigerne og Facebook trollene kommer vi ikke til at få til at gå væk. De vil altid være der, og dem må man bare undgå at blive inficerede af. Men vi kan sætte en ny dagsorden i forhold til at det er ok at vise sårbarhed, og at man bliver påvirket, når folk ikke opfører sig ordentligt, og så kan vi sætte en ny dagsorden i forhold til at robusthed er en forudsætning for at besidde et job.

Jeg kender mange virkeligt dygtige mennesker, der kan deres metier og som jeg til hver en tid ville ansætte, og de er ikke nødvendigvis særligt robuste eller hårdføre. Til gengæld kender jeg også en helt masse forholdsvis inkompetente mennesker, der til gengæld alle besidder narcissistiske træk og er fuldstændig ligeglade med, hvordan de fremstår, og de er stort set alle endt i høje, prestige fyldte stillinger med tilsvarende høje lønninger. Det er helt galt.

Vi hylder de forkerte og vores værdier er skredet, når det er federe, at være et dumt svin med mange penge, end et ordentligt menneske, der bare passer sit arbejde. Eksempelvis er det mig en gåde, at man kan hylde Steve Jobs som lederidol. Han kan hyldes for sin innovative tankegang, for sin evne til at få noget til at ske, men at hylde hans måde at behandle sine (robuste) medarbejdere på, det er helt galt.

På samme måde er det helt galt, når vi hylder de, som råber højest, om det så er på Facebook, eller i forbindelse med at få opfyldt sine egne behov og få sin vilje. Det er ikke cool at trampe hverken på eller over nogen. Det er bare dårlig og egoistisk opførsel.

Desværre er det ofte “the bad guys” – cyklisterne, I ved, dem der tramper nedad og ser fremad, der vinder, og jeg har ikke løsningen på, hvordan vi kan vende det.

Men at fjerne kravet om robusthed hos medarbejdere -og ledere for den sags skyld, er et skridt på vejen, og at erkende åbent som Annika Aakjær, at man hverken er eller har lyst til at være tykhudet, er også et skridt på vejen.

Længe leve os, der hverken kan eller vil være tykhudede!

“Ta daa” istedet for “To do”!

Jeg læste et dameblad i går. Jeg var hos frisøren. Så bliver det ikke mere klicheagtigt, det ved jeg godt, men det er ikke desto mindre sandt. Det var et “før-Corona” dameblad, hvilket vil sige, at der var tips til dette og hint, der nu tre måneder efter virker helt håbløst, eller i bedste fald aflyst.

Nå, men i et tillæg om kvinder, der havde taget skift i livet var der også to, der fortalte om, hvordan man skal ændre sit liv fra “To do lister” til “Ta daa lister”, og det fangede alligevel min opmærksomhed, for her var vist noget, jeg kunne lære noget af.

Jeg er en udpræget “To do liste” person. Jeg er så til gengæld gift med en “ta daa” person, så på en eller anden måde udligner det vel hinanden, men det har omvendt betydet, at jeg i højere og højere grad er blevet “to do”, og mere end jeg i virkeligheden har lyst til at være. Der er skrevet lange psykologiske afhandlinger om, hvordan man træder ind i en rolle, når ens nærmeste har en anden, og hvordan man kan ændre det mønster, ved at ændre sin egen adfærd, og dermed ændre omgivelsernes osv., så det skal jeg ikke kloge mig på her.

Men dameblads artiklens bud på at ændre sit liv bed sig fast. Jeg blev ramt, og allerede i morges begyndte jeg at øve mig, for de sidste mange måneder har min hjerne været big time opfyldt af “to do”. Var det ikke på arbejdet, så var det hjemme, og tro mig, når man er de to mest upraktiske mennesker i Danmark, så er en istandsættelse af et hus, ikke noget, man bare lige sker let og elegant.

Torsdag morgen -og håndværkere mener morgen, så det vil sige 07.30, havde vi eksempelvis på en og samme gang: To murere, en maler, en Stofa mand (nogen havde ved en fejltagelse skåret antenne kablet over) og en blikkenslager. Jeg gemte mig de første 10 min. ude på badeværelset, men så skulle der tages stilling til dette og hint, og så var det ligesom slut. Men planlægningen…. suk!

Den er på højde med at Knold og Tot (Nils og jeg) troede, at vi kunne have to spanske (det er noget ganske andet end franske, si’r det bare….) smedejerns altanudgaver i en Fiat500. Det tjener smeden til ære, at han ikke fortrak en mine, men bare kiggede på de to idioter, der havde kørt 2,5 time fordi de troede, at de kunne have dem i bilen med åbent tag, da vi seriøst prøvede, at få dem ned på bagsædet. Nu er de her, men ikke med vores bil.

Helt absurd blev det, da vores nye bedste venner -læs faste håndværkere, spurgte os, hvad de så skulle sættes fast med. “Øh… sættes fast med?” “Ja, har I ikke fået nogle skruer eller beslag med?” Nej, det havde vi to klaphatte selvfølgelig ikke tænkt over -derfor blikkenslageren klokken tidligt og endnu en regning.

Sådan har det set ud i over en måned. Bemærk den spanske altan, den har et lille udspring i modsætning til en fransk. Ja, jaa, man lærer ting….

Det bliver godt, når det er færdigt, men der er en smålang vej, og i den proces skal man (-læs jeg) passe på ikke at blive for meget “to do!”

Der er ikke noget nyt under solen – det er der sjældent – for allerede i 1960 havde Raquel Rastenni et stort hit med “Heksedansen” (må man sige det i disse krænkelsestider?”, bedre kendt som “Her kommer mutter med kost og spand”, hvor to af linjerne lyder – “For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende”.

Jeg kan pludselig ikke huske, hvornår jeg har læst en bog. Altså en, jeg havde lyst til at læse, bare fordi! Eller, at jeg gik en tur og kiggede på butiksvinduer. Ikke fordi, jeg har råd til at købe noget – det har elektrikeren sørget for (ham har vi nemlig også gang i), men bare det, at blive inspireret og se noget andet, og give sig selv lov til at – ja, “Ta daa”!

Jeg tog derfor en beslutning i går om aktivt at ændre mit mindset, og give lidt slip på alt det, jeg skal og burde -find selv det rigtige verbum, for du har det sikkert lige sådan, og så begynde at nyde lidt mere i stedet for hele tiden at yde. Livet er virkelig for kort til udelukkende at gøre sig umage hele tiden.

Det startede i morges, hvor jeg aktivt tænkte “hvor bliver det hyggeligt, at skulle køre ud og købe ind til Mikkels studenter kørsel” i stedet for “ok, nu skal vi også lige huske at købe ind til Mikkels… ”

Jeg tror ikke, jeg lykkes 100%, og det er sjovt nok en livslang proces, der til trods for 50something ikke er faldet på plads endnu, men nu gør jeg mig i hvert fald aktivt umage, og mon så ikke, at bare lidt vil lykkes.

Ta daa!

-Og efter en måned har vi så idag endelig kunne indrette og benytte terrassen. Ta daa!

Har du tjekket din pensionsopsparing for nylig?

Det lyder som noget af det keeeedeligste, man kan tage sig til, men tro mig, i vores alder er det en rigtig god ide, og der er mange penge at hente.

Det ved jeg, fordi jeg de seneste år har haft fornøjelsen af ikke mindre end fire forskellige pensions selskaber, og derfor at ved at blive lidt af en haj indenfor diverse gebyrer, forsikringer og andre spændende ting, der kan få din pension til at skrumpe.

Det er ovenikøbet lykkedes mig, at få et selskab til at tilbage betale ublu forsikringer, som var fulgt med fra en fuldstids opsparing til en deltids. Det hjalp, at de kom til at sende en mail til mig, istedet for internt, med ordlyden “dette er en potentiel klagesag”, men det holdt hårdt og mange måneders mails frem og tilbage. Man skal holde på og finde sin indre “dette er min ret, kriger frem”, for de er der ikke for din skyld – og jeg vandt!

Men igen i dag var jeg inde (sjovt, det hedder det, når man tjekker ind via nettet) og kigge på min pensionsopsparing. Det har taget fra december til i dag for to danske pensions selskaber at overføre min opsparing fra det ene til det andet, så jeg også selv kunne se min opsparing. Det vil sige godt 2,5 mdr. Jeg havde ellers betalt et pænt beløb til det tidligere selskab (det er så tredie gang)  for at få opsparingen overført. Oveni det, havde det nye selskab opsparingen fra december, men afkastet tilfaldt først mig fra februar. Fantastisk ikke?

Jeg kan på under fem minutter åbne en Revolut konto og swipe forskellige valutaer rundt mellem mennesker på hele kloden, men det skal tage to danske pensions selskaber over to måneder, at gøre min egen opsparing – altså mine egne penge – synlige for mig selv. Det er til grin!

Folkepension pr. måned i kr. før skat (2020)

ENLIGE GIFTE/SAMLEVENDE
Grundbeløb 6.419 6.419
Pensionstillæg 7.122 3.576
I alt 13.541 9.995

I forbindelse med overførslen opdagede jeg så, at jeg betalte til nogle forsikringer, jeg ikke lige havde fået noget oplyst om til at begynde med. Det fik jeg styr på – de var søde til at forklare, og det er jo også første gang, at jeg er ansat på overenskomst, så meget er nyt, men i dag opdagede jeg yderligere, at fordelingen af min opsparing er helt forkert, og nu skal det så rettes. Jeg er helt sikkert allerede på listen over besværlige kunder hos dem.

Dette er selvfølgelig personligt og netop for mig, men jeg er ret sikker på, at det her sker for masser af folk, og at de fleste ikke har helt styr på, hvad de betaler for hvilke ydelser, og at tidligere opsparinger reelt bliver mindre værd, hvis de bare står og samler pensionsstøv. For de store selskaber skal nok få deres gebyrer og forsikringer.

Det er tørt, kedeligt og en jungle at hitte rede i. Men kære venner – folkepensionen i dag for en samlevende er på kr. 9.995.- pr. mdr. før skat, så det her er noget, vi er nødt til at holde øje med ligegyldigt, hvor deprimerende, det er, at forholde sig til pensionsalderen. Det er ad h. til – jeg ved det godt, og især for typer som jeg, der tidligere har været ansat i det private og derfor ikke bare har fået en stor % af lønnen sat ind på en pensionsopsparing.

Det tænker jeg iøvrigt over hver gang, jeg hører skolelærer og lignende klage over deres løn. Ja, ja – men I får over 15% i pension oven i lønnen, husk det!

Nu skal dette ikke være en klagesang, for vi er hver især ansvarlige for at spare op til os selv, og vi lever trods alt i et land, hvor der er et fint net og masser af ydelser, også til folkepensionister – men pas på jeres opsparing, og se at få samlet jeres pensioner, for har I såkaldt “klat-pensioner” stående, så bliver de mindre og mindre værd.

Det vil jeg lige slå et slag for.  Vi kan jo ikke alle være Mick Jagger (han har nu også så mange børnepenge at betale fortsat, at han er nødt til at arbejde…)

50something rocks!

Nå, nu sidder I sikkert alle sammen et eller andet sted i solen med benene oppe og spiser is eller drikker rosévin – og hvor har I godt af det! Sommerferie er bare bedre.

For os, bliver det ikke til så meget udenlands i denne sommerferie, men som I ved, har vi også lige tilbragt en måned i Frankrig, så det gør ikke så meget. Til gengæld, er det en lidt speciel sommerferie for, for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, er der absolut ingen bånd, der binder mig. Jeg har sagt mit job op og har forladt mit nu(da)værende arbejdsplads, og skal på selveste min 57 års fødselsdag starte et helt nyt job. Jeg glæder mig afsindigt.

Men….. og det er det, det skal handle om i dag, det interessante i hele denne sammenhæng er, at ikke på noget tidspunkt i ansættelses processen var min alder et emne.

Det er endnu mere bemærkelsesværdigt taget i betragtning, at jeg søgte på et opslag, ikke via netværk, blev udvalgt på lige fod med de øvrige ansøgere (jeg var ovenikøbet wildcard), ikke havde nogen relationer til arbejdspladsen (det havde jeg dog, viste det sig senere) og at jeg rent faktisk også skifter en smule spor.

Det eneste tidspunkt, min alder blev nævnt, var da jeg selv bragte det på bane til en af samtalerne hvor jeg sagde, at “skal jeg prøve noget nyt, skal det også være nu”. Men ellers blev der ikke talt alder på noget som helst tidspunkt.

Det er fa…. fedt!

Stort set samtidig med at jeg landede mit nye job, fik en i bekendtskabskredsen også nyt job. Hun er 53, og som med mig, havde alder heller ikke været et issue på noget tidspunkt. En anden nær veninde fik sit første pastorat, på stort set sin 50 års fødselsdag, så der er altså ikke tale om en enlig svale.

Dette skriver jeg ikke alene for at give alle os 50somethings håb og moralsk opbakning til at søge nye veje og udfordringer, jeg skriver det også, fordi jeg tror, at den største barriere for os ligger hos os selv.

Dermed undervurderer jeg ikke den – til tider store- udfordring, der ligger i at slippe igennem nåleøjet og komme til samtale, for jeg er fuldt ud bevidst om, at 56 år ser meget værre ud på skrift, end det gør, når der kommer en ungdommelig person ind af døren med masser af energi, men hvis vi ikke tør at forsøge, fordi vi på forhånd tror, at vi bliver fravalgt, så sker der slet ikke noget.

Vi bliver ikke fravalgt! Og slet ikke under en højkonjunktur.

Til gengæld er der en helt anden problematik, som Line Baun Danielsen har taget fat i i den forgangne uge. Læs hendes blog her Vores samfund/system/lovgivning har ikke forstået endnu, at tiderne har ændret sig, og at 50´erne har fuld fart på.

Når man er 56 kan man eksempelvis ikke tegne en lønsikrings forsikring hos A-Kassen. Det er jo det glade vandvid. Hvis regeringen og samfundet forventer, at vi arbejder til vi er mindst 67, så kan man da ikke fraskrive os retten til at tegne en forsikring, der dækker vores løn i tilfælde af afskedigelse.

Det er aldersdiskrimination. Et ord, jeg aldrig havde troet, jeg ville skrive, men det er det altså, og det skriver jeg ikke som en gammel, sur mokke, men fordi jeg finder det forkert. Enten eller.

Heldigvis er 50somethings ikke længere nogen, der går og gemmer sig, men i tilfælde som ovenfor skal vi også råbe op og i hvert fald støtte LBD, når hun stiller sig i forreste række for at slås for os og vores rettigheder.

Men nu er det heldigvis sommer og bekymringer og barrikader er lagt lidt på badetøjshylden sammen med alle de bøger, man skal nå at læse. Må solen skinne på jer!

Alle kæmper – også den såkaldt kreative klasse.

I 1910 strejkede tusindvis af kvindelige løsarbejdere, de såkaldte”Chain-makers”, for bedre arbejdsforhold, løn og ikke mindst fastansættelse. Det resulterede i verdens første fagforening for kvinder.

I denne uge talte jeg med en gammel kollega. Han er et super kreativt menneske, og vi har altid arbejdet fantastisk godt sammen. Faktisk savner jeg ham lidt, men nu trængte han til at tale, kunne jeg mærke, så jeg tog mig tid.

Han er alenefar efter moderen til hans barn døde for nogle år siden. Hun fik en hjernetumor og skiftede først personlighed, så døde hun. Nu var hans mor (og back up) blevet indlagt med kræft, og så gik det heller ikke lige så godt med ordrene.

Han er, som mange andre kreative, jeg kender, selvstændig, freelance, daglejer eller hvad vi nu skal kalde dem. Prekariatet eller måske mere hipt, han er en del af The Gig Economy.

Det vil sige, at han hele tiden skal ud og finde jobs, ordrer eller projektansættelser. Alle sammen uden nogen form for sikkerhedsnet, pension, barsel, ferier med løn eller opsigelsesvarsler.

Senere på ugen sad jeg så i selskab med to andre kreative mennesker. De nærmer sig noget, der ligner pensionsalder, men var nødt til at fortsætte også selvom, der blev længere og længere mellem jobbene, og som hun selv sagde: “Vi er jo i princippet løsarbejdere”.

Dem har vi flere og flere af, men det virker som om, at vores politikere slet ikke har opdaget det, og der er ellers valgkamp. Vi har nogle der taler de svage og arbejdernes sag. Vi har ældresagen, og vi har fagforeninger, men hvornår kommer prekariatets talerør?

Engang var man freelance, fordi man valgte det selv. Det var cool at kunne bestemme over sin egen arbejdstid, og man behøvede ikke at forholde til internt firmafnidder og så kunne man give den gas som ung, oftest med en god løn.

Sådan er det ikke i dag. I dag er mange freelance fordi, det er i virksomhedernes interesse at projektansætte folk eller at hyre dem ind til enkelte opgaver. Så slipper selskabet for en masse udgifter og iøvrigt også en masse unødig arbejdskamp. Visse virksomheder er gået så vidt, at de får unge til at arbejde gratis, og ligefrem blive tatoveret med selskabets navn, eller få rap i røven, fordi det er attraktivt og nærmest umuligt, at få job i den kreative, “hippe” verden. Og så ikke et ord om, at samme selskab fik betydelige offentlige tilskud samtidig. Rap i røven for skatteborgernes penge. Nå, det er heldigvis stoppet.

Jeg har ikke tal på hvor mange unge kommunikations folk, jeg har mødt, der arbejdede gratis for bare få foden indenfor. Journalister – hvor mange fastansatte journalister har vi efterhånden tilbage? Det er iøvrigt rigtig skidt, for vi har brug for seriøse, neutrale journalister, der ikke bare skal sælge en artikel til højestbydende for at kunne betale husleje.

Og hvad skal vi med grafikere, når vi kan lave det meste selv i en VistaPrint? Så kan vi altid bare lige kalde en ind, når vi skal have det finpudset. Sat lidt på spidsen, men ikke desto mindre rigtigt.

Alle disse mennesker kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen – det gør vi alle, men der er bare ikke særligt meget fokus her, for det er jo den (fede) kreative klasse, og de har jo alle de sjove jobs. Ja, sådan var det, men det er det ikke længere, og freelancere er den hurtigst voksende gruppe af arbejdere, og det er altså ikke kun den kreative klasse – tænk bare på Uber.

Jeg ønsker mig, at nogen får lidt mere øje for, at lige nu er vi ved at opbygge en helt ny gruppe af løsarbejdere, som -på trods af nye, forbedrede regler – ikke passer ind i nogen A-kasse eller fagforening, og som, om ikke hutler sig igennem, så noget, der i mange tilfælde ligner, og som er en alles kamp mod alle. Står lidt i kontrast til SAS piloterne ikke? Iøvrigt også i kontrast til hvad folks generelle opfattelse af den kreative klasse er, hvor man ofte kun hører om toppen af isbjerget og hvor DI og andre hele tiden italesætter mangel på højt specialiseret arbejdskraft.

Nå, der er heldigvis også goder ved freelancelivet og måske er det bare den vej verden går. Det er også ok med mig, bare vi ikke taber en hel gruppe mennesker på gulvet, og forringer vores arbejdsmarkedregler, fordi vi sover i timer og kun har fokus på industrisamfundets arbejdsmåder og grupper.

Vi skal ikke gå baglæns!

Den 08. maj 2019 Los Angeles. Uber chauffører strejkede og slog app’en fra. Årsag… fuldstændig samme, som The Chain Makers i 1910

Nogle gange har man lov at være heldig!

I dag var jeg til konference i København – “Tomorrow’s Urban Travel 2018”. Det handlede, som I nok kan regne ud, om hvordan rejser og rejsende ser ud nu og i fremtiden, og på programmet var talere fra hele verden.

Men for mig er det mest interessante i virkeligheden alt det, der sker i pauserne og udenom, og her tænker jeg ikke kun på netværksdelen, men også alle de små detaljer, som til sammen danner et mønster.

For det første kan jeg konstatere, at hvis jeg ikke havde opdaget det endnu, så er grøn, stærk grøn dette efterårs modefarve. Jeg bor jo i Helsingør, og derfor er jeg ikke altid helt opdateret med, hvad der rør sig på kontorerne i København, men det gør grøn.

Det næste, jeg fik bekræftet, det er, at nu er det ikke alene kød, man skal få dårlig klimasamvittighed over at spise. Ved morgenbordet, blev jeg oplyst om, hvor meget CO2, jeg havde forurenet med, hvis jeg spiste denne bolle og hvor meget værre det blev, hvis jeg også kom smør på. Vi er langt forbi bæredygtigt service og kalorietælling, nu tæller vi CO2 udslip.

Rigtig morsomt blev det, da jeg gik forbi vandbordet. De af jer, som har læst mit “Tilbage til fremtiden” indlæg ved, at jeg synes, vi er ved at finde tilbage til et tidligere udgangspunkt, og det må man sige, at vi er. Nu er postevand på kander super hipt!

Tilbage til fremtiden – postevand på kander er super hipt!

Derudover kunne jeg med glæde konstatere, at der er et paradigmeskifte på vej, og det nu er helt legalt igen at markedsføre sig med at være fra København / Danmark, og det glæder mig vildt. Det har også taget små 10 år fra Muhammed krisen og til nu.

Men der, hvor jeg virkelig fik en stjernestund, det var i frokostpausen, og det var rent held.

Blandt formiddagens indlæg var blandt andre en director fra Harvard, og hun var virkelig interessant at høre på,  men hun fortalte også med stolthed i starten om sine skandinaviske aner. Gør alle amerikanere ikke det?

Nå, men under frokosten sætter jeg mig så i et af de lejligheden opsatte legehuse (der var også opsat gynger, men det er ikke så let, at spise med kniv og gaffel siddende i en gynge), og er helt glad over, at jeg har fundet en plads med et bord. Det holder lige indtil der kommer en meget emsig kvinde og siger, at nu skal vi altså rykke sammen, for her skal sidde flere. Lettere irriteret samler jeg mig sammen, og brummer lidt indvendig over, at jeg nu skal til at sidde helt klemt.

Det viser sig imidlertid, at det er den amerikanske Harvard dame, som der skal være plads til, og da vi nu sidder der, klemt sammen i et legehus, falder vi selvfølgelig i snak. For at være imødekommende spørger jeg ind til hendes skandinaviske aner.

Det endte med at blive et kvarters intens samtale om gener, DNA, meningen med livet og det moderne menneske kontra urfolk i regnskove, som hun ved rigtigt meget om, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke os fortravlede, såkaldt moderne mennesker, der har fat i den lange ende. En af disse sjældne samtaler, hvor man på et sekund klikker sammen og det ene ord, tager det andet.

Hun fortalte mig blandt andet, at den kvindelige arvemasse er stærkere end den mandlige. Det vil sige, at vi oftere fysisk ligner vores kvindelige forfædre end vores mandlige. Hun bekræftede også, at der er generelle karakteristika ved folkeslag, det er bare ikke særlig politisk korrekt at tale om, men det er der altså, for det ligger bogstaveligt talt i vores gener.

Det store spørgsmål er så, om vi også arver hukommelse -altså oplevelser, og det kan være noget af forklaringen på deja vu eller at vi føler os hjemme steder, som vi aldrig har været før.

Vi kom vidt omkring på det kvarter, og da vi skiltes, fordi hun skulle interviewes til tv, kiggede vi hinanden i øjnene og samlede begge hænderne på hjertet med et stort tak for en virkelig interessant samtale.

Tænk, hvor heldig, man nogle gange kan være!

– Og nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en grøn kjole eller holde op med at spise morgenboller ;o), men jeg deltager igen næste år.

Vi er de hotte – os 50something!

Og jeg mener altså ikke Renée Toft Simonsen – F***cking hotte. I dette tilfælde er det både mænd og kvinder, og det er hotte på arbejdsmarkedet, jeg mener.

Skulle I blive i tvivl, så kig lidt på disse damer. De var hhv. 76 og 78 år, da de gik i gang med første episode af “Frankie & Grace”.

Det startede med et indslag i TVAvisen i denne uge. Der handlede om, at de mennesker, der er størst efterspørgsel efter pt. på arbejdsmarkedet, er de ældre (“ældre” er jeg ikke helt kommet mig over endnu), og det er ikke kun af nød pga. manglende arbejdskraft, men også fordi folk over 50 er i høj kurs som stabile og arbejdsomme medarbejdere.

Vi har ikke små børn, vi kommer til tiden, vi har erfaring og så har vi tilsyneladende en højere arbejdmoral end millenials og deres venner. Jamen, jeg kan da kun være enig!

Men inden jeg havde nået at fryde mig over rosen og de frugtbare perspektiver for fremtidige jobtilbud, ja så dukkede der en lignende historie op i Børsen.

Men overskriften “De ældre er jobmarkedets vindere” var det lige før, jeg kunne se bort fra både det foto journalisten (en mand) havde valgt til at illustrere artiklen og at jeg nu engang til røg i “ældre kategorien”. Jeg er ikke ældre, jeg er maks. midaldrende – kan I så forstå det! ;o)

Børsens valg af illustration til omtalte artikel. De kan tilsyneladende ikke selv se det.

Nå, men ser vi bort fra den manglende diversitet, så er faktum altså, at eksempelvis en virksomhed som KL Marketing udelukkende ansætter folk over 55 år, for “Det er de bedste”, som virksomhedsejeren udtaler i samme artikel.

I 2012 var ledigheden blandt 50 – 59 årige på 6 %, I dag er den 3,3% – med andre ord nærmest halveret. Til sammenligning er ledigheden blandt til 25 – 29 årige i 2018 på 7%.

Hvad betyder det så for os 50 something?

Ja udover, at vi selvfølgelig skal blive ved med at dygtiggøre os og ikke gå i stå , (og med udsigt til mangel på arbejdskraft sidder kurser m.m. sikkert lidt løsere hos de betalende arbejdsgivere), betyder det selvfølgelig også, at vi skal holde op med at stikke hovedet i busken, når det kommer til alder.

Spørg gerne om min alder – også selvom jeg er kvinde!

Det mener jeg alvorligt. Alt for mange nærmest skammer sig over at skrive jobansøgninger, hvis de er over 50. “Jamen, der er da ingen, der er interesseret i sådan en gammel en som mig”, hører jeg ofte og følger man diverse debatter på LinkedIn, så er det også det budskab, der skinner igennem. Men det kan vi altså med ovenstående modbevise og kategorisere som sludder!

Der er masser, der vil have os og vores arbejdskraft. Vi er med andre ord hotte. Nu skal vi bare selv begynde at tro på det!