Der er så meget, kvinder godt forstår.

Jeg er fodboldfan. Jeg kan rigtig godt lide at se fodbold, jeg kan lide den sociale funktion fodbold har, jeg kan lide at være på stadion, og på Helsingør stadion kan jeg ovenikøbet lide pølserne.

Og tænk engang, nu er jeg så heldig at bo i den by, som landsholdet holder til i, og når de er samlet, og jeg går tur med hunden om morgenen, så bliver jeg overhalet af den ene veltrænede fodboldstjerne efter den anden, der er ude at løbe. Ikke så ringe endda.

Det lå ellers ikke i (fodbold)kortene, at fodbold skulle komme til at fylde så meget i mit liv, som det har gjort. I min familie dansede man, og vi har op til flere danselærere på stamtræet. Jeg selv startede på ”baby-holdet” som to-årig og dansede mig igennem hele barndommen indtil gymnasiefesterne satte en stopper for chancen på showholdet hos Britt Bendixen. Så det var ikke familietraditionerne, der  gjorde, at jeg tabte mit hjerte til fodbold.

Det var Elkjær – Preben Elkjær!

For i start firserne skete der noget nyt i dansk fodbold, og som så mange andre forelskede jeg mig i landsholdet, Gunnar Nu Rap (som egentlig ikke er særlig god), stemningen og Elkjærs revnede buksebag.

Den allerførste live fodboldkamp jeg så, var faktisk på Det Olympiske Stadion i Rom, ene og alene fordi Roma skulle spille mod Verona, og der spillede Elkjær som bekendt. Det sagde jeg nu ikke noget om til at de Roma fans jeg var omgivet af der oppe på de billige pladser, hvorfra Elkjær var på størrelse med en tændstik mand nede på banen.

Men det skulle blive til rigtig mange live fodboldkampe derefter, for tilfældet ville, at jeg qua mit arbejde i rejsebranchen kom til at arrangere rejser for både sportsjournalister og fodboldglade danskere, som ville ud og opleve fodboldkampe, og så var jeg ligesom nødt til at følge med. Både i selve sporten og også tit på turene.

Og der er noget særligt ved slutrunder. Hvad enten, det er EM eller VM, og så er det fantastisk at opleve, og hver slutrunde har sit særkende. Et år var det plastre på næsen. Den dille forsvandt hurtigt igen, så det gav nok ikke det ekstra ilt, som de prøvede at bilde os måbende tilskuere ind, at det gjorde. Så kom de farvede fodboldstøvler, så de besynderlige frisurer, så vuvuzelaen, som jeg helst vil forbigå i tavshed, og denne gang tror jeg, at det er de brede skilninger, der vinder.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til vores optaktsarrangement for at modtage “folkets hyldest”. Jeg står glad i baggrunden og klapper.

Slutrunder og elitefodbold er en ting, men jeg er også stor fan af alle voksne, som uge efter uge møder op i den lokale fodboldklub, og sørger for at lokalsamfundet har et sundt og sjovt samlingssted. Min beundring gælder selvfølgelig alle frivillige i idrætsforeninger, for deres arbejde er uvurderligt, men nu fik jeg altså to fodboldsønner, så det er her, jeg mest har haft min gang.

Tænk engang hvad en klub som BIF har gjort for lokalsamfundet i Brøndby. Det kan ganske enkelt gøres op, og netop BIF var årsag til at jeg endnu engang blev rørt til tårer over fodboldens rækkevidde. Lille Elvis på 6 år har spastisk lammelse og går med gangstativ. Alligevel havde han været til boldens dag i BIF og klubben efterlyste ham efterfølgende. De ville tilbyde ham at gå med holdet på banen i Parken til pokalfinalen. Elvis blev fundet, og at se ham gå stolt afsted med sit gangstativ ind på et propfyldt stadion smeltede mit hjerte endnu engang til det spil, jeg i forvejen holder så meget af.

Og ja – jeg kan godt off side reglen.

Her smeltede mit hjerte også. To unge, smukke mennesker, der stjæler sig til et minuts kærlighed, fordi han blev udtaget til dopingtest og derfor alligevel ikke kunne få en time med sin elskede. Hun i tårer – han i trøst. Længe leve kærligheden – også i fodbold.