55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.

 

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Folke- eller netværksmøde?

Demokratistenen

I går kom jeg hjem fra dette års Folkemøde. Det er anden gang jeg deltager, og første gang, hvor jeg selv var del af en debat, men hvor jeg efter første gang var nærmest helt høj over denne demokratiets fest, sidder jeg denne gang tilbage med lidt blandede følelser.

Timme Bisgaard Munk har allerede været ude og omdøbe Folkemødet til DJØFstortion, og ærlig talt, jeg er bange for, at han har ret. Der er mere fætter/ kusinefest for kommunikationsbranchen m.fl., end der er folkefest over Allinge.

Men lad os starte i den positive afdeling. Jeg bliver stadig rørt over og stolt af at leve i et land, hvor vores politikere kan gå rundt blandt folket (og der er trods alt nogen) i shorts og t-shirt, og være åbne for at man stopper dem og giver sin mening til kende. Gerne efterfulgt af en kort diskussion. Jeg bliver også rørt og glad, når jeg står i en skøn blanding af hvem-som-helst og synger med, så godt jeg kan, på diverse højskolesangbogs sange. Det er stort, bevægende og helt igennem en positiv oplevelse. Folkemødet er en fantastisk ide!

Ikke alle politikere kan imidlertid gå sådan rundt. Stakkels Khader eksempelvis lever med PET og politibeskyttelse døgnet rundt, for det har sin pris, at tale mørkemænd imod, også i Danmark. Det er mig stadig en gåde, at hele nationen ikke står bag ham og andre, som må betale så høj en pris for deres meningers mod, og det er mig i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt hvilken side af spektret, det kommer fra. Alle skal have ret til at sige, hvad de mener uden at frygte for deres liv, og vi burde som borgere støtte op 100% om alle, der er truet på baggrund af det. Skam over jer, der ikke gør!

Grundtvig kan heldigvis gå frit rundt og diskutere med folk.

Nå, tilbage til det positive. I i år blev Folkemødet for min del beriget ved at jeg havde mine to teenage sønner med, og hvis jeg nu ikke fokuserer på rod og natteroderi, men udelukkende på det positive, så var det altså fantastisk at opleve Folkemødet gennem teenageres øjne.

Højdepunktet var en debat med Morten Albæk, Søren Pind og Stefan Hermann om dannelse. Da de kom på scenen, spurgte den yngste, hvem ham Dario’en var (Albæk var i topform med opknappet skjorte og slikhår), og da jeg så svarede, at det var filosoffen, kunne jeg næste høre, hvordan hans fordomme om, hvordan en filosof ser ud, falde til jorden. Det var sjovt, og det var vidunderligt at opleve to digitale teenagere stå helt stille i næsten en time og lytte til det talte ord fra de tre førnævnte og grine sammen med mig, da de tog mikrofonen (og dermed magten) fra ordstyreren og overtog hele showet.
Det var hele turen værd.

Dario & co

Vi havde også en skøn oplevelse med et “lykkehjul” hos foreningen for psykisk syge, hvor en sød dame med jordbærhue bød på pebermyntepastiller og samtale, og drengene har selv fortalt, hvor stort indtryk det gjorde på dem, at være forbi hos Forsvaret, hvor veteraner i rullestol spillede volleyball mod politikere og vandt. Der er mange små højdepunkter.

Men der er altså mere netværksmøde end folkemøde over det hele, og kors hvor jeg dog savner Mads Holger, der ellers plejede at være fast inventar og bagefter spidde det hele med sine sylespidse kommentarer. Dem har både vi og djøf’erne brug for, også selvom en del havde valgt at blive væk i år. Ikke i stilhed selvfølgelig. Et fravær skulle naturligvis uploades på SoMe, så der i det mindste var lidt street credit som “first mover” over ikke at være til stede.

Der var dog stadig rigeligt af mennesker, hvilket også har fået de driftige Bornholmere til at sætte priserne i vejret. Meget i vejret! Jeg var så heldig at få fingre i en lejlighed bare 30 min. gang fra Allinge. Tro mig, det er et fund med 26 kvm. så tæt på. Det måtte vi (min arbejdsplads) så også betale den nette sum af 7.500,- kr. for, hvilket giver en nats pris på 1.875.-, men så havde vi også de 26 kvm. hele ugen. Tro mig, det var et fund, skrevet helt uden sarkasme, men det er vel næppe en pris, folket kan betale.

Nåh jah, så kan man jo også ligeså godt nyde det.

Helt galt går det til aftenarrangementerne fredag aften, der har udviklet sig til noget, der ligner nattelivet i storbyerne inkl. dørmænd. Her gælder det om at have invitation til de rigtige steder. Et kommunikationsbureau, et forlag og en politisk parti fører. Det politiske parti har reelt både “landgangsmand” og armbånd a la festival’er, mens man trods alt stadig kan snige sig ind hos kommunikationsbureauerne, der selvfølgelig har eksklusive arrangementer med måske kommende statsministre og andre kendte.

Jeg var inde (fed følelse) – jeg havde invitation til et af arrangementerne, og mine sønner var tilstrækkeligt fremme i skoende til at de fik tiltusket sig et armbånd og en masse gratis cocktails, men folkeligt – ikke det, der ligner.

Hvad skal jeg så mene om det? Jeg aner det ikke.

Jeg er stadig helt vild med Folkemøde konceptet. Det er genialt, og jeg har en fest, selvom jeg går så meget, at jeg nu ligger med ondt alle steder (I’m too old for that shit!), men når det så er sagt, så trænger Folkemødet altså til at kigge indad. Det skal ikke bare være en undskyldning for at alle, der er noget med ord, kan holde Danmarks største netværksmøde over tre dage.

Ses vi næste år?

Min egen debat, og min “hjertesag” – de kreative erhverv kan skabe vækst, hvis de samarbejder. Her symboliseret ved kommercielle, kommunale og kunstneriske interesser.

 

Jeg kan godt lide ord!

Spread the Word!

Jeg har fået min første bestyrelsespost. I wordsdenmark.dk, og det er der nærmest en højere mening med, for jeg kan rasende godt lide ord. Det har jeg nu altid kunne og folk, der har kendt mig længe, vil sikkert hævde, at det var derfor, jeg snakkede så meget før i tiden.  Det skal jeg lade være usagt, men faktum er, at jeg altid har holdt meget af både at læse ord, sige ord og ikke mindst at høre ord.

Det kom jeg til at tænke over her i weekenden, hvor jeg var til Words Festival i Helsingør. Her bliver ordet levende i bogstavelig forstand. Levendegjort af fortællere fra hele Europa – flest danske, som fortæller historier om hvad som helst fra taxature (kan være rigtig spændende, når taxachaufføren er fra Israel og kunderne fra Palæstina) over kærlighed til erotisk thriller og gysere i den til dagen udnævnt “Horror Kælder”. Iøvrigt kælderen under mit kontor (!).

Men mens jeg sad der tryllebundet og lyttede, slog det mig, hvor meget jeg altid har holdt af ord. Især de der ord, der ligger rigtig godt i munden, eller er lidt sjove. Som eksempelvis Feargal Sharkey – 80’er popsanger med et stort hit! Prøv lige at sige det igen – Feargal Sharkey. Man ser nærmest Jaws for sig, selvom popsangeren sikkert var og er en meget sympatisk mand.

En af mine ungdomsveninder og jeg havde en svaghed for svenske ord, og vi vil hårdnakket hævde, at det var os, der fik alle i Danmark til at benytte ordet “kendis”, for vi startede. Siger det bare! Under en sommerferie i Italien havde vi ovenikøbet en lille konkurrence kørende om hvilket svensk ord, vi bedst kunne lide. “Alkis” var jo nærliggende, og “juridik” er også et godt ord, men vi endte med henholdsvis “puss” og “nunnor”, som selvfølgelig blev til “pussande nunnor”. Som om!

Så er der de ord, der ikke rigtig benyttes længere, men som man godt kan savne en gang i mellem. Kålhøgen. Fantastisk ord, der slet ikke betyder det, man umiddelbart tror, og afgjort et ord, vi burde benytte noget oftere. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par stykker, som jeg uden at skamme mig, vil kalde for kålhøgne.

En døgenigt er det altså også lidt synd, er forsvundet helt ud af dagligdags sprog. Der er noget Kaptajn Haddock sprog over det ord. “Dit fladpandende, brolagte, grødfyldte penalhus” skældte Haddock engang Bjævermose ud for at være, og det mest syrede er, at jeg kan huske hele smøren ordret endnu.

Men jeg læste også meget som barn, både tegneserier og bøger, og det er sikkert derfor, jeg blev nærsynet, og fik briller allerede som 10-årig. Det var ikke så cool dengang. Det var det egentlig heller ikke, at holde til på biblioteker, men det var nu engang der, jeg fandt helle i nogle perioder, og ord dufter også godt. Der er en helt særlig duft på biblioteker af nye og gamle bøger, der kalder, for at dele deres hemmeligheder med en.

Men tegneserierne, de var cool og sproget farverigt. Bare tænk på hele Andeby universet med “Langbortistan” og “Lille Hjælper”, og hvad var verden uden Fætter Guf? Nogle gang er jeg helt ked af, at børn ikke læser Anders And mere. Heldigvis har de unge opfundet Poetry Slam, og selvom jeg ikke kan holde rap ud (det må man godt sige, når man er 50something), kan jeg høre, at mine sønner finder samme glæde i rappernes ordstrøm, som jeg altid har gjort i Billy Joels tekster (de tidlige….), så helt skidt står det vel ikke til.

Men vi læser generelt for lidt poesi, for her kommer ord rigtig til sin ret

So your mouth tastes like sunshine”          – The Rumour Said Fire.

Eller Strunge: “Ned med himlen, op med drømmen”. Alt i en sætning. Og alle os, der har set “Fire bryllupper og en Begravelse” kender vores Auden, uden at vide det. “Stop all the clocks”, også kendt som “Funeral Blues”. En titel, der i sig selv giver inspiration til nogle flere ord, men det må blive en anden gang.

Den ultimative opfinder af ord og udtryk, må imidlertid være Shakespeare. De fleste er bare slet ikke klar over, hvor meget han har beriget vores sprog med. For bare at nævne nogle få “et hjerte af guld”, “forsvinde ud i den blå luft”, “Ikke have lukket et øje” eller noget så banalt som “catch a cold”. Tag en tur på Google, hvis I vil se flere, og “det er ikke af samme stof, som drømme”.

En af mine store helte har altid været Dan Turrell, og han kunne i den grad noget med ord. Faktisk holdt jeg mest af at lytte til ham, men jeg må også indrømme, at en af de bedste julegaver, jeg nogensinde har fået, var da min mor havde fået ham til at signere en af sine bøger til mig. Den står stadig på hæderspladsen, og har faktisk været med til at starte en trend i vores familie, hvor vi samler på signerede bøger. Hergé kommer ind på en klar 2. plads.

To af de signerede

På mit spejl sidder et klistermærke, hvor der står “Thoughts become things. Think good ones”, men der kunne også stå: “Tanker bliver til ord, ord bliver til handlinger”. Vi skal nemlig også passe på med vores ord. De slår hårdere, end man regner med. Det er ikke uden grund, at man altid har hævdet, at pennen er stærkere end sværdet, og især i disse SoMe tider, skal vi holde øje med ordene.

Men generelt, skal vi bare elske ord, og vi skal bruge dem flittigt og gerne finde gamle ord frem og give dem nyt liv. Ord er berigende, fordi de lukker vores verden op, får os til at le og tænke. Og det er ikke så ringe endda!