50something rocks!

Nå, nu sidder I sikkert alle sammen et eller andet sted i solen med benene oppe og spiser is eller drikker rosévin – og hvor har I godt af det! Sommerferie er bare bedre.

For os, bliver det ikke til så meget udenlands i denne sommerferie, men som I ved, har vi også lige tilbragt en måned i Frankrig, så det gør ikke så meget. Til gengæld, er det en lidt speciel sommerferie for, for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, er der absolut ingen bånd, der binder mig. Jeg har sagt mit job op og har forladt mit nu(da)værende arbejdsplads, og skal på selveste min 57 års fødselsdag starte et helt nyt job. Jeg glæder mig afsindigt.

Men….. og det er det, det skal handle om i dag, det interessante i hele denne sammenhæng er, at ikke på noget tidspunkt i ansættelses processen var min alder et emne.

Det er endnu mere bemærkelsesværdigt taget i betragtning, at jeg søgte på et opslag, ikke via netværk, blev udvalgt på lige fod med de øvrige ansøgere (jeg var ovenikøbet wildcard), ikke havde nogen relationer til arbejdspladsen (det havde jeg dog, viste det sig senere) og at jeg rent faktisk også skifter en smule spor.

Det eneste tidspunkt, min alder blev nævnt, var da jeg selv bragte det på bane til en af samtalerne hvor jeg sagde, at “skal jeg prøve noget nyt, skal det også være nu”. Men ellers blev der ikke talt alder på noget som helst tidspunkt.

Det er fa…. fedt!

Stort set samtidig med at jeg landede mit nye job, fik en i bekendtskabskredsen også nyt job. Hun er 53, og som med mig, havde alder heller ikke været et issue på noget tidspunkt. En anden nær veninde fik sit første pastorat, på stort set sin 50 års fødselsdag, så der er altså ikke tale om en enlig svale.

Dette skriver jeg ikke alene for at give alle os 50somethings håb og moralsk opbakning til at søge nye veje og udfordringer, jeg skriver det også, fordi jeg tror, at den største barriere for os ligger hos os selv.

Dermed undervurderer jeg ikke den – til tider store- udfordring, der ligger i at slippe igennem nåleøjet og komme til samtale, for jeg er fuldt ud bevidst om, at 56 år ser meget værre ud på skrift, end det gør, når der kommer en ungdommelig person ind af døren med masser af energi, men hvis vi ikke tør at forsøge, fordi vi på forhånd tror, at vi bliver fravalgt, så sker der slet ikke noget.

Vi bliver ikke fravalgt! Og slet ikke under en højkonjunktur.

Til gengæld er der en helt anden problematik, som Line Baun Danielsen har taget fat i i den forgangne uge. Læs hendes blog her Vores samfund/system/lovgivning har ikke forstået endnu, at tiderne har ændret sig, og at 50´erne har fuld fart på.

Når man er 56 kan man eksempelvis ikke tegne en lønsikrings forsikring hos A-Kassen. Det er jo det glade vandvid. Hvis regeringen og samfundet forventer, at vi arbejder til vi er mindst 67, så kan man da ikke fraskrive os retten til at tegne en forsikring, der dækker vores løn i tilfælde af afskedigelse.

Det er aldersdiskrimination. Et ord, jeg aldrig havde troet, jeg ville skrive, men det er det altså, og det skriver jeg ikke som en gammel, sur mokke, men fordi jeg finder det forkert. Enten eller.

Heldigvis er 50somethings ikke længere nogen, der går og gemmer sig, men i tilfælde som ovenfor skal vi også råbe op og i hvert fald støtte LBD, når hun stiller sig i forreste række for at slås for os og vores rettigheder.

Men nu er det heldigvis sommer og bekymringer og barrikader er lagt lidt på badetøjshylden sammen med alle de bøger, man skal nå at læse. Må solen skinne på jer!

Til mig selv som ung student

Når dette skrives, er det dagen før dagen, hvor min søn og en masse andre glade, unge mennesker får kronen på værket – læs huen. Og når dette læses, har de festet i en uge, og er så småt ved at vænne sig til ikke at skulle læse hver dag. Mange års skolegang er hermed ved en af de store milepæle.

Se, nu er jeg jo ikke så dum, at jeg tror, de unge vil høre eller læse, hvilke gode råd sådan en gamling, som jeg vil komme med, og den bedste afskeds tale er også allerede skrevet og fremført af Buz Luhrmann – ”Everybody’s Free (To wear Sunscreen)”, men så kan jeg i det mindste skrive en lille klumme med ting, som jeg ville sige til mig selv, som ung student, hvis jeg havde chancen.

Slap af! Du skal nok nå det, og du behøver ikke at yde 120% hver gang. Ja, du skal gøre dig umage, men livet går ikke under og folk sætter stadig pris på både dig og dit arbejde, selvom du blot arbejder indenfor normale rammer. Det er tilladt af slappe af en gang i mellem også.

Du kan og skal heller ikke være to steder samtidig. Du går ikke glip af noget vigtigt. Der er altid en fest, en tur i byen eller en sjov komsammen, og fordi du står over en enkelt gang eller to, så går du altså ikke glip af alverden.

Nej, du ser ikke så umulig ud, som du selv tror, og nej, du er heller ikke så tyk. Vær glad for dig selv nu som ung og strålende, for tro mig, om 30 år vil du undre dig i den grad over, hvorfor du syntes, du så så håbløs ud.

Ja, dit hjerte vil blive knust, men det heler igen, og det at det blev knust gør, at du kan forstå andre menneskers hjertesorg. Vær til gengæld forsigtig med, hvem du giver dit hjerte til. Du skal være gavmild med din glæde, omsorg, dit humør og venlighed, men vær forsigtig med dit hjerte. Gem det til de få.

Pas på dine nære, gode venner. Venskaber skal plejes og passes, men så varer de også hele livet, og pas på ikke at blive forblændet af de smarte og hurtige. Tro på din intuition, når det kommer til mennesker. Den vil altid vise sig at være rigtig, og tro ikke på andre, når de bedømmer mennesker, som du enten synes eller ikke synes om. Deres mening er ikke vigtig, og de har ikke ret, for de bedømmer ud fra deres udgangspunkt, ikke dit.

Syng og dans. Du tror ikke, du kan synge, fordi det har nogen sagt til dig som barn. Det kan godt være, men så syng i badet, eller når du er alene, for det er sundt. Du kan godt danse, og det skal du blive ved med. Du tror det ikke nu, men en dag vil du blive så glad for, at du dansede hele din barn- og ungdom.

Hold fast i det, du godt kan lide, også selvom andre synes, det er mærkeligt. Man kan ikke gøre alle tilpas, så start med dig selv. Du har alt for meget fokus på, hvad andre tænker, og det skal du se at holde op med. Så læs de bøger, gå til de foredrag, se de film også selvom der ikke er nogen, der vil gøre det sammen med dig. Det er lige meget, og du kommer til at få så mange gode oplevelser, som du vil huske resten af livet.

Tandtråd! Den er værre. Du vil hele dit liv få at vide af tandlægen, at du skal blive bedre til at bruge tandtråd, men du hader det. Gør det alligevel. Ingen er ung hele livet (!) og den med tandtråd, den skal du altså bare lære. Glæd dig til der bliver udviklet nogle små fine børster, så bliver det hele meget lettere.

Stop med at ryge! Lige nu er du cool, og jeg ved godt, at du på et tidspunkt stopper, men gør det allerede nu. Det er dyrt, dumt og virkelig svært at stoppe i en senere alder.

Fremfor alt – nyd nu livet og det skal nok gå alt sammen. Du behøver ikke at haste afsted, og gøre dig så mange bekymringer, fdu skal bare tro på det, og der er også en mand til dig. Faktisk en rigtig god en af slagsen.

Tillykke med huen og rigtig god sommer!

Den vilde bille…. og et anderledes retreat!

Tænk at bo her. Det er en å, der løber for enden af græsplænen og den store runde “tønde” i hjørnet er et såkaldt vildmarksbad med en temperatur på et par og tredive grader.

I denne uge var jeg på såkaldt produktkendskabstur. Det hedder det, når man i turismebranchen skal ud og opleve nogle af de attraktioner ol., som man skal markedsføre. I rejsebranchen hedder det studieture, og var en væsentlig årsag til at mange i sin tid valgte den branche, for det var i hvert fald ikke lønnen.

Men det var også før billige flybilletter, og en eller anden gang skal jeg nok skrive om, da jeg snakkede mig fra at blive rullet i Rio (på italiensk!), dansede barfodet på – ja på – baren på et luksushotel i Østen eller spiste sværdfisk til frokost og aftensmad hver dag i en uge på nogle af disse studieture, men denne gang handler det om noget helt andet.

For nogle år tilbage stødte jeg ind i gammel Spies kollega. Ikke at vi nogensinde arbejdede tæt sammen, men vi kunne instinktivt bare godt lide hinanden, og efter noget der vel ligner 30 år, krydsedes vores veje igen. Han var i mellem tiden gået en helt anden vej og var blevet terapeut og bor nu i Dronningmølle, der hører under mit pastorat i VisitNordsjælland.

Derfor dumpede der for et par uger siden en invitation ind i mailboksen, at jeg var inviteret til “NordicTreat” i hans hjem. Det stod ikke så meget om, hvad der skulle ske, men jeg skulle medbringe en yogamåtte og noget praktisk tøj.

Yoga og silent retreat (sådan læste jeg det fejlagtigt) lød ganske godt, og da det jo er lidt surt at komme tilbage efter en måneds ferie, var jeg i den grad klar til at afprøve nye spændende attraktioner i Nordsjælland. Et hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da jeg ankom og blev præsenteret for dagens øvrige deltagere. Jeg kendte ingen på forhånd, og men det viste sig, at være en fordel.

Nej, det er ikke mig!

Jeg vejer for meget. Det har jeg stort set gjort hele mit liv, men her i 50something er det som om, det er helt håbløst og endnu sværere at tabe sig. Derfor er det lidt et livs vilkår. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan røre mig og dyrke mine former for sport. Jeg synes bare ikke altid, det er lige fedt, at skulle gøre det i selskab med andre, og især ikke sammen med de fikse, unge, små størrelser i et fitness center. Jeg vælger med andre ord mine motionskampe.

Og nu stod jeg her! I solen sammen med en gruppe mennesker, jeg aldrig havde mødt og blev bedt om at rulle min måtte ud på græsset. Få minutter senere var jeg igang med “Den vilde bille”, der ligesom skulle løsne os lidt op.

Hvis du nu ikke skulle have prøvet en vild bille selv, så går det i al sin enkelthed ud på, at man ligger på ryggen med arme og ben i vejret, og så ryster man alle fire, helst mens man griner højlydt, for så udløses der endorfiner, sagde hun – instruktøren.

Har I nogen som helst anelse om, hvor ucharmerende man kan føle sig, når man ligger der med de blævrende skanker i vejret og forsøger at smile samtidig?

Men her er det så, det interessant skete.

For selvom jeg følte mig fuldstændig til grin og lige skulle overskride en grænse, så skete der et eller andet, som gjorde, at jeg bare gav los. Også da vi skulle lave “Rumble in the Jungle”, der vel nærmest er en form for hippie dans, hvor man ryster alt, der rystes kan (der er meget, når man er 50something), samtidig med at man udstøder forskellige former for lyde. Ja, lyde!

Jeg gav den med andre ord bare gas. Her i solen, en tilfældig torsdag i et selskab jeg aldrig havde mødt før, udførte jeg den vildeste indianer dans, der havde gjort Anisette misundelig, mens jeg gryntede, stønnede og halvt råbte noget i retning af “wrooouuuuiiiii!!!”. Og jeg havde en fest!

En grund til at vi alle gav los var selvfølgelig, at det var en rasende dygtig instruktør, der stille og roligt fik os alle til at følge med i hver vores tempo. Utallige gange fik hun understreget, at der er ingen regler her, og I skal bare følge med, som I har lyst. Det er pokkers vigtigt, især hvis der er tale om en gruppe, hvor folk føler sig usikre. Så fedt er det heller ikke at blive til grin overfor eksempelvis en kollega.

En anden årsag var omgivelserne. Når man befinder sig et så smukt og roligt sted, så kan man ganske enkelt ikke andet, end at spille med og lade sig inspirere. Det er iøvrigt det, der er udgangspunktet for at Lars, som han hedder, nu lukker sit private hjem op for mindre grupper. Han vil gerne dele herlighederne. Seriøst! Det giver selvfølgelig også en rigtig god karma og ånd, der gennemsyrede det hele.

Men jeg er overbevist om, at det også hang sammen med, at vi alle var på udebane, og vi kendte ikke hinanden. Det er unægteligt lettere at give los, når man ikke har noget på spil, end når man skal mødes igen i andre roller og sammenhænge.

Og så havde vi alle accepteret invitationen, og dermed købt ind på ideen. Jeg havde dog nok foretrukket lidt “silent retreat” efter frokost istedet for endnu to timers aktivitet i solen, men det hænger igen lidt sammen med min kompetence som kropsdoven. En kompetence, der er alt for lidt værdsat.

Nå, summasummarum var, at jeg gik hjem med ømme muskler, men med åbent hjerte og stor taknemmelighed over, at jeg fik denne fantastiske oplevelse sammen med netop disse mennesker, og at jeg kastede mig ud i både Den vilde bille og Rumble in the Jungle. Endnu en bekræftelse på, hvor vigtigt det er at komme udenfor comfort zone en gang i mellem. For det er altså der, det sker!

Alt var luksus også frokosten, der blev leveret fra den lokale fiskehandler.

Skulle du nu have fået lyst til selv at booke et NordicTreat til dig og dine venner, så send en besked og jeg formidler kontakten, og nej, man behøver ikke booke “Den vilde bille” . Næste uge har en DJ reserveret til et lille intimt party. …….. Haha -nu er jeg vel næsten professionel influencer eller hvad? ;o)

Bonjour!

Det er lørdag morgen, og vi har været tidligt oppe. Tidligere end vi ellers plejer på en lørdag. Vi skulle op for at tage imod poolmanden, der kom for at rense poolen. En helt ny oplevelse, og dem er der flere af for tiden, for vi er flyttet en måned til Frankrig. Vi er Nils, Cooper og jeres udsendte. Drengene har vi ladet være hjemme og passe årsprøver og eksamener.

Måske er det at overdrive lidt, at sige at vi er flyttet, men når der er tale om mere end to ugers ferie, så er det vel ok, at pynte lidt på beskrivelsen, og i og med vi bor i et privat hus og forsøger at blende ind, så kan det vel forsvares.

Huset er min venindes. Hun bor her normalt helt alene, og engang i november, hvor hun kedede sig opstod ideen – “skal vi passe dit hus en måned, så du kan rejse lidt rundt og besøge dine døtre?”  Langsomt faldt det hele på plads til denne måned, hvor der alligevel er så mange helligdage, at det kunne lade sig gøre at tage fri. Men, det er altså ikke kun for hendes skyld, vi er her, som I nok har regnet ud.

Vi er trætte. Jeg er i hvert fald. Nils ikke helt så meget, han kører på et eller andet duracel batteri, men jeg er træt. Jeg er sluppet befriende let igennem overgangsalderen. Jeg har ikke engang været f**cking hot, men jeg har været træt og, vil min mand vil sikkert hævde, lettere hysterisk.

Samtidig er jeg for første gang alvorligt begyndt at tænke over, at nu er der ikke uendelig dage sammen mere, og derfor skal vi bruge dem, der er tilbage med omhu. Hold nu op, vil nogen sige, der er masser af dage tilbage, og ja, det er også rigtigt, men mens andre i min omgangskreds taler og tænker over pensions planer, så tænker jeg altså over, hvordan vi får de bedste oplevelser, mens vi stadig kan.

Nils har arbejdet rigtig hårdt de senere år. Det har alle vel, det ved jeg godt, men han fandt altså på at starte helt forfra som 59 årig. Forfra i London vel at mærke, og han skulle bygge en helt ny forretning op fra bunden. Nye konsulent ydelser og dermed også helt nye kunder. Det er hårdt arbejde.

Det er lykkedes for ham, og jeg er pavestolt og synes, han er sådan en inspirationskilde, men det har også betydet, at han har været rigtig meget væk, og uden at pive, så kan to teenagesønner og et fuld tids arbejde også trække tænder ud engang imellem.

Nå, det var ikke det, det skulle handle om, og så alligevel, for det er jo en af årsagerne til, at vi sidder her i kulden (her er vitterlig hunde koldt) og kigger på en poolmand med en stang.

For jeg satte foden ned (hedder det sådan på dansk?) og sagde, at nu ville jeg have os-to tid, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være i Frankrig. Taget Nils’ fravær de sidste mange år i betragtning, så var det lidt svært for ham at sige imod, så i søndags pakkede vi vores Fiat500 med en forbløffet hund, og hvad der kunne være af bagage, der kan være forbavsende meget, og kørte sydpå.

Jeg overdriver ikke, og igår måtte jeg købe et tørklæde for ikke at fryse.

Først skulle Nils imidlertid lige til London, så han tog den med autotog og Fiat til Nice for at stige direkte på et fly til London og jeg havde så et par dage med veninden, men nu er vi forenet og begynder så småt at føle os hjemme i denne franske udgave af et parcelhuskvarter.

Det bemærkelsesværdige er, at det – i hvert fald ikke endnu – føles så anderledes. Nu har jeg jo været i huset før, og det gør noget, men jeg har ikke boet her, om man så må sige.

Noget skyldes selvfølgelig den teknologiske tidsalder, som vi lever i. Ind med cromecast i tv, og vupti, så har vi dansk tv blæst ud i den franske stue. Det lukkede vi nu hurtigt ned for, det er en virkelig bizar valgkamp denne gang, men i princippet har vi i modsat til tidligere en stor del af vores hverdag med, når vi rejser. Facebook, Spotify, Game of Thrones og altså også danske tv-kanaler.

Vores aldersgruppe kan huske når vi rejste ud, og det nærmest var et under, når man så en dansk, flere dage gammel avis i en kiosk og som rejseleder var jeg med til at hænge nyheder fra telex’en op til gæsterne på hotellet. Til yngre læsere… google it! ;o)

Så, så længe vi bliver her i huset, er det faktisk kun poolen, der for alvor er anderledes. Heldigvis sker der så noget, når vi bevæger os ud i verden omkring os. Så kommer oplevelserne. Bare det, at købe ind og vælge hvilken ud af 200 forskellige rosé vine, man skal købe, det kan være noget af en oplevelse.

I eftermiddag har vi tænkt os at køre ned til hurlumhejet – også kaldet filmfestival – i Cannes, og i går var vi i Valbonne og faldt i turistfælden og købte, viste det sig, en lille bitte smule, tomat pesto for 10 euro. Men så var den også rørt med omhu. Håber jeg.

Men vi er sammen, og vi lever og deler oplevelser, der ikke drukner i vasketøj, maling af terrasse, retssager og alle de hverdagsting, der har en tendens til at blive irriterende. Her bliver de til oplevelser, fordi det er i nye omgivelser og fordi der er tid. Folk, der har sommerhus forstår sikkert, hvad jeg mener, for “det andet liv” er anderledes, også selvom det måske er de samme ting. Her skal også vaskes tøj og købes ind, men det bliver bare på en eller anden måde hyggeligere, når man ikke skal nå det til bestemt tid. Og det er her fælden er, og den vi alle falder i.

Vi haster afsted, og så bliver livet, lettere omskrevet fra John Lennon, noget, der sker for os, mens vi er på vej til målet. Hvilket mål?  Vi skal passe rigtig godt på. Både på os selv og hinanden, men også på den dyrebare tid, vi er blevet givet, og ting kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at bo en måned i Frankrig, eller cykle rundt i to uger på Bornholm, hvis det nu er det, der gør en glad. Det handler ikke om at have penge nok, eller venner, der har huse, de vil leje ud. Det handler om at beslutte sig for at gøre noget, og så gøre det! Og ærligt, beslutningen er / var det sværeste.

Men nu er vi her,… nærmest lykkelige, selvom det regner og pingvinerne spille ishockey i poolen (der nu er ren).

A bientot!

Det er skidt, når vores tiltrækkende “idoler” bliver gamle!

Jeg ved det godt. Det er det samme for os alle sammen – vi bliver ældre, men det er altså helt forkert, når de der lækre mænd (kvinder), som man altid har været tiltrukket af, bliver rigtig gamle at se på. Det er værre.

Jeg har altid haft en svaghed for skuespillere og musikere. Det er jeg nok ikke ene om, men jeg har det med at løbende forelske mig i en eller anden attraktiv mandsperson, som jeg ser på tv. For en god ordens skyld, skal jeg lige understrege, at det har absolut ingen indflydelse på den ægte forelskelse i min mand, og jeg husker også altid at minde ham om, hvor meget han nu ligner vedkommende, som jeg er tv-lun på (holdt ikke helt med Bradley Cooper, men hva’ pokker ;o)..), så har vi ligesom det på plads.

Det skønne er, at efterhånden, som jeg er blevet ældre, og de ligeså, så synes jeg stadig, de er lækre. Før nogen overhovedet kunne sige “I will find you – and I will kill you!” havde jeg eksempelvis i årevis haft et godt øje til Liam Neeson, og jeg synes stadig, han er yderst tiltrækkende, og selvom han efterhånden er dødkedelig at høre til koncert, så er der da stadig også et eller andet ved Sting.

Men…. og her er det så krisen kradser…. der er også nogle af mine ungdoms forelskelser, der pludselig er blevet noget gamle at se på, og det holder ikke, slet ikke! Mine lækre mænd skal blive ved med at være unge og lækre (uden botox og mislykkede operationer). Fremfor alt fordi de ellers minder mig om, at jeg også bliver ældre.

Trevor Eve

Trevor Eve! Jeg er ikke sikker på, at ret mange af jer kender ham, men åh…. Trevor. Siden 1989 har vi to haft en affære. Du ved det desværre ikke, men det gør ikke noget. Vi indledte vores forhold  med “Heat of The Sun”, og du hang i et lille sort/hvid udklippet avisfoto på min daværende arbejds computer. Mange år efter dukkede du op -endnu mere tiltrækkeden som Superintendent Boyd, og det var da jeg genså en af de episoder i går, jeg lige måtte tjekke, hvordan du ser ud i dag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Du er stadig en flot mand, bevares, men hvorfor er du blevet så gammel?

Det er det samme med Charles Dance. Åh, den ryg, da han steg ud af badet i “Jewel in the Crown” for alt for mange år siden.  Stadig også en flot mand af sin alder i dag – 72, man arghhhh, også nu en meget voksen mand.

Charles Dance som ung….og ældre.

Mine mandlige læsere må undskylde, dette fokus på lækre mænd, men jeg er sikker på, at I også har en kvinde eller tre, som I ikke helt kan forstå også er blevet ældre.

Det er lidt som med gamle klassekammerater. Hvis man ellers tør komme til en gammel skolekomsammen, så er de alle sammen blevet åh så voksne at se på, mens man selv bare har taget lidt på. Det er ikke i dagligdagen, men når vi spejler os i personer, vi har kendt længe, at vi føler, vi bliver ældre.

Jeg synes, det er svært indimellem. Jeg har egentlig ikke noget imod at være 50something, jeg har bare noget imod, at det fortsætter – hvis I altså forstår, hvad jeg mener.

Jeg har lyst til stadig at blive begejstret over at se Trevor Eve – som han så ud for 20 år siden (derfor det gode foto ovenfor), men jeg kan ikke stoppe tiden fra at gå. Og ja, jeg ved det godt, så må vi bare ældes med ynde og så videre. Det er bare ikke altid lige let, og her blev jeg lige mindet om det.

Nå, så er der altid Rolling Stones. Lidt en skam, at jeg aldrig har været tiltrukket af dem andet end for deres energi, for de er da det levende eksempel på, at man kan lade som om, man aldrig bliver ældre og at der aldrig gror mos på en rullesten. Hvem sagde 70something?

Så, når alt andet alders relateret kikser og rynkerne og de grå hår tynger lidt på humøret, og de lækre, sexede mænd (m/k) bliver gamle – nap en Stones!

God søndag – og fortæl mig gerne, hvem du syntes og måske stadig synes er lækker trods årenes gang.

 

 

 

Når vores forældre bliver syge – dødsyge!

De sidste par uger har budt på flere i min omgangskreds, hvis forældre nu begynder at skrante ganske alvorligt, eller reelt er blevet dødsyge.

Det er der ikke noget mærkeligt i, det er livets gang, for når vi er 50something, er vores forældre i den alder, hvor de begynder at falde fra.

Det er bare ikke nogen særlig rar tid, og den har stor indflydelse på vores egen hverdag. Det er ubehageligt, når ens mor mister overblikket, og ikke helt ved, hvor hun er og man selv bor langt væk. Er der så en søster eller bror, der bor tættere på, så opstår der let konflikter, for hvorfor skal den ene trække hele læsset osv.? Og hele visitations systemet. Hvilket travlt, moderne menneske har styr på det?

Jeg kom til at tænke over det i går, da endnu en nær ven fortalte om sin far, der var så desorienteret i telefonen, at han troede, hun (min ven) var på vej til at lave kaffe til ham, selvom hun sad i telefonen mange kilometer væk. Hun talte ligefrem om at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe i den sidste tid.

Da tog jeg mig selv i at tænke, hvor glad jeg er for, at det er overstået for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner mine forældre – det gør jeg stadig, men jeg savner ikke den sidste svære tid.

Min far døde, da jeg var blot 25 år, så det er forholdsvis langt væk i hukommelsen, og min mor gik bort i 2004, så det er også et stykke tid siden, men jeg husker stadig helt klart årene op til, der var fyldt med hospitals indlæggelser, ængstelse, fortvivlelse og så tiden efter med sorg, praktiske gøremål og endnu mere sorg.

Det tærer på kræfterne, når en forælder er alvorligt syg og døende. Ikke kun rent fysisk, fordi der er mange gøremål og ting, man skal ordne, arrangere og fikse, men også mentalt, fordi det er skelsættende, når ens mor eller far går bort. Især, hvis det er den sidste forælder.

Tit støder der også familiestridigheder til om dette og hint, for alle er tyndhudede og lever ofte i den alder hvert sit liv, med hver sin nye familie. Det er med andre ord en rigtig svær periode i ens liv, hvor de fleste stadig er i den erhvervsaktive alder, og derfor også passer sit arbejde hver dag -læs, også skal holde en vis facade, samtidig med at mennesker, som man aldrig har mødt før, pludselig bliver de vigtigste i ens liv. Her tænker jeg på sygeplejesker og andet plejepersonale, som før var én fuldstændig ukendte, men nu er de faste og omsorgsfulde holdepunkter i tilværelsen.

Læg dertil, at man så også skal til at forholde sig til, at nu er man den ældste generation, så behøver man ikke flere undskyldninger for at sætte sig ned og tude. Hvilket er tilladt!

Man kan selvfølgelig også bare igen lade sig inspirere af familien Kløvedal – Troels grenen altså. Nu ved vi selvsagt ikke, hvad der foregår bag lukkede døre, men selv i den sidste svære stund, virkede de endnu engang nærmest overjordisk overskudsagtige.

Troels selv bar sin (forfærdelige) sygdom med en sjældent set tapperhed, og set udefra så det ud som om alle dine, mine, vores og vores børns børn stod sammen i fred og fordragelighed. Beundringsværdigt.

Men det er nok mere undtagelsen end reglen, Det er i hvert fald min erfaring, at enhver familie har sit. En god kollega fik en hidtil hemmelig og ukendt søster, da hendes far døde. Det var der ikke udelt begejstring over blandt de andre efterladte. En anden god ven opdagede, at de mennesker, der skulle hjælpe hans mor under hendes alzheimer sygdomsperiode også havde hjulpet hende med at tømme bankkontoen. Det kan også give anledning til ballade i mellemstor grad.

Så det er en svær tid mange i både min og formodentlig også jeres omgangskreds, går i møde nu. Der er bare ingen vej udenom, for man svigter jo ikke sine forældre, når de har brug for en.

Jeg kan desværre ikke give så mange gode råd, andet end at vi alle hver især skal sørge for at have ryddet så meget op, som muligt (tror jeg selv går igang med loftet snart….. ), men jeg føler med hver og en, for jeg ved, hvad de står overfor. Og så må vi bare konstatere, at som 50something, er det en del af livet  lige nu.

Men…… I kommer ud op den anden side, og når I har givet jer selv tid til at sørge – og det er vigtigt – sorg skal tages alvorligt, også mere, end det egentlig bliver i vores samfund,  så bliver der pludselig lys og latter igen, og så husk, at selvom I ikke er religiøse, så er præster rigtigt gode at tale med i sådanne situationer. De er uddannede i at håndtere bortgang, sorg og skelsættende livsbegivenheder.

Tanker og positive vibs til alle jer, der står med syge, svage forældre lige nu.

 

Ps – hvis I har lyst til at dele nogle af jeres tanker om egne oplevelser, er i velkomne til at gøre det i kommentarsporet.

Noget om at turde mere….

…med alderen.

Hele mit liv har jeg læst interviews med folk, som udtalte, at de syntes, det var så skønt at blive ældre, for nu var de ligeglade med andres mening, og de gjorde, som de havde lyst til. Det har jeg så  gået og ventet på også skulle ske for mig. Jeg har godt nok ventet længe!

For min del var der absolut intet fedt ved at fylde 50 år. Jeg elsker livet, og tanken om at slutdatoen kom nærmere, kunne jeg ikke på nogen som helst måde se noget godt ved, endsige have lyst til at fejre.

“Alternativet er værre” sagde min mand for at trøste mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad det var for et alternativ han mente, -og ok, ja så er alternativet værre, men særlig trøstet blev jeg nu ikke.

Så kan man selvfølgelig lege yngre. Altså, når biologi ikke betyder noget i forhold til køn, hvorfor skal det så betyder noget i forhold til alder? I dag kan man selv på papiret bestemme, om man vil være han, hun eller hen, så kan man vel også bestemme, hvor gammel, man vil være? Jeg kan da bare beslutte, at jeg vil være 43 – og det er jeg så resten af livet. Desværre er min krop ikke helt enig, hvilket jeg tydeligt mærkede i morges, da jeg lå og gispede på rullen til pilates.

Men, tænkte jeg, nu kommer alders fordelene, såsom at være ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det må komme. Det gjorde det bare ikke. I hvert fald ikke sådan lige med det samme. Det tog mig 50something, før jeg begyndte at være bare lidt ligeglad, og i denne uge trådte jeg over en grænse, der for mit vedkommende var stor.

Børssalen

Jeg bad om mikrofonen i Børssalen hos Dansk Erhverv under en konference og gik i rette med en af oplægsholderne på scenen.

Med alles øjne (og ører) hvilende på mig, fremsagde jeg med rystende stemme mit budskab, og nåede undervejs at tænke over, hvor underlig min stemme lyder, når den kommer ud af en højtaler i Børssalen.

Jamen, du har da altid holdt taler, undervist og aldrig været bange for at tale i store forsamlinger, vil nogen måske indvende.

Ja, det er også rigtigt, men der er meget stor forskel på at være forberedt, at vide, hvem man skal tale til og om, og så bede om en mikrofon, og gå i rette med en mand, der står på scenen. I øvrigt i selskab med nogle mennesker, som jeg beundrer og i en sal fyldt med kloge, kendte og kompetente folk.

Men hvor var det fedt bagefter. Jeg fik anerkendende bifald, en ukendt dame kom op til mig og sagde tak, fordi jeg sagde fra, og dagen efter fik jeg en mail med tak fra en af dem, der stod på scenen. Så det var altså ikke forgæves.

Men jeg havde ikke turde gøre det for bare fem år siden, og det ved jeg med sikkerhed, for jeg var til en lignende konference for fem år siden, og der var jeg nervøs over bare at være i rummet med alle disse betydningsfulde mennesker.

Så hvad er sket?

Fremfor alt er jeg ikke bange for længere at blive set – eller hørt. Det har denne blog blandt andet været medvirkende til. Dernæst, så er det ved at gå op for mig, at alle de andre ikke er så meget dygtigere, bedre, klogere og alt muligt andet end mig, og de vil mig faktisk ikke noget ondt, og så behøver jeg jo ikke være bange for dem.

Kender I det ikke? Man tror altid, at de andre er meget bedre, og når det så kommer til stykket, så er de lige som en selv og også usikre.

Jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der kommer længst. Det er derimod de udholdende. De, der står tilbage, når alle andre har trukket sig. Måske fordi, de er ligeglade med andres mening. Måske fordi de har et enormt selvværd. Måske fordi de er psykopater (der er nok en politiker og topdirektør eller tre, der falder i den kategori) men helt grundlæggende, så tager de sig ikke af, hvad andre mener om dem i samme grad som os andre, der i virkeligeheden helst bare vil gemme os bag kameraet,

Men det har taget så lang tid at nå hertil. Til at turde være synlig og til dels ligeglad. Kun til dels, for jeg er der ikke helt endnu, og måske kommer jeg der aldrig.

En skrev engang, at når han sad i et stor forsamling og følte sig lille og usikker, så forestillede han sig de andre nøgne og på vej i bad. På den måde blev de mindre frygtindgydende. Det tror jeg nu er en sandhed med modifikationer, især hvis man tænker på det danske folketing, men jeg forstår, hvad han mener.

Vi (og jeg) skal ikke være så bange for alle de andre. Det kan godt være, at de har flotte titler, er kendte eller skarpe, men det er vi alle sammen på hver vores måde, og især os 50something. Vi skal nyde, at vi i den grad kan gennemskue varm luft og dårlige argumenter, og så turde sige fra. Også i større forsamlinger.

“Face it – we are older and better insured!”

Towanda!

Ps –  Mads Christensen har netop udgivet en bog om at være mand i halvtredserne. Vi er ved at starte en bevægelse! :o)

 

Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.

Skavank-alderen

-og kunsten at vende den til noget positivt.

Modelfoto – si’r det bare…

Lige nu sidder jeg med benene oppe. Det har jeg faktisk gjort i tre dage, og ifølge min ortopædkirurg (sådan en har jeg nemlig fået), så skal jeg gøre det i hvert fald en uge endnu. Ellers er der risiko for, at det pænt store hulrum, han  med sin skalpel har lavet i min ankel bliver fyldt med væske eller blod, og hvem har lyst til det?

Så jeg sidder her i mit yndlingshjørne med puder under foden og kaffe, fjernbetjening, Iphone, bøger og computer indenfor rækkevidde, og ved I hvad, jeg er nødt til at sige, at det er faktisk ganske rart.

For første gang i mange år må jeg simpelthen ikke lave noget!

Jeg må heller ikke gå i bad, men der findes heldigvis etagevask – truckervask, som mine drenge kalder det, så den er klaret.

Men jeg må i princippet ikke løbe i vaskekælderen (HA!), jeg må heller ikke køre bil, så der er lukket for taxa-teenage kørsel, og jeg må slet ikke gå rundt og rydde op efter selv samme. Iøvrigt må jeg heller ikke gå på arbejdet.

Men jeg må sidde her i yndlingshjørnet og slappe af, og det er slet ikke så tosset endda. Endnu i hvert fald. Det kan være jeg ændrer mening efter nogle dage, men lige nu, hvor smerterne af aftagende, så er det bare skønt.

Men det giver jo også tid til at tænke lidt over, at nu har man nået den såkaldte skavank-alder. Det skrev jeg lidt om i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg var taget på kurophold i Østrig, men det er et faktum, at nu kommer den alder, hvor vi skal passe ekstra meget på vores krop, og indstille os på, at der er ting, der ikke er helt, som tidligere.

Det er ikke altid lige let at acceptere. Jeg så engang en udsendelse med to helt vidunderlige, gamle, overklasse damer, der stod foran spejlet og sagde “det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, og ja, det er jo sådan det er.

Forleden kom min mand hjem med antirynke varianten af min sædvanlige creme til mig. Det var nu en fejl (siger han – og jeg tror på ham), men mon ikke, han har spurgt sig for i lufthavnen, og så har den fikse ekspedient på baggrund af min alder nappet den udgave.

Men det er småtingsafdelingen. Der, hvor det bider, det er, når det er alvorligere ting – og nej, hængende øjenlåg tæller ikke som alvorligere. Vi er nødt til at indse, at selvom vi er friske og unge indvendig, så er der en form for slitage på vores krop, hvilket også gælder de aktive og sunde. Motion giver også slitage.

Det er et vilkår, og det må vi forholde os til, og så få det bedste ud af det.

Jeg har motionsshoppet lidt, og endt med pilates, der mirakuløst har fjernet mine rygsmerter, og har med interesse noteret mig, at holdet efter mit udelukkende er midaldrende mænd, og på en af mine gode venners arbejdsplads, har de også personale pilates, hvor alle deltager.

Nu er dette indlæg ikke ment som en reklamesøjle for pilates, men for blot nogle få år siden, var kontorgymnastik ol. noget af det, der interesserede mig aller mindst. Faktisk syntes jeg, det var lidt latterligt – i ordets oprindelige betydning. Det synes jeg ikke i dag.

Vi har alle en følelse af udødelighed som yngre, og det skal vi også have, men vi vil også alle uværgeligt nå til skavankalderen, og vi skal blive bedre til at passe på os selv, og til at indse, at ingen slipper, så det er bare at få det bedste ud af det hele.

Så det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har besluttet mig for at nyde i fulde drag, at jeg ikke må gøre noget som helst andet end at læse, skrive, se serier og lade mig opvarte, og så glæde mig over, at det trods alt kun var “en skavank”, der kunne fikses.

Pas på jer selv derude! 

 

55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.