Noget om at turde mere….

…med alderen.

Hele mit liv har jeg læst interviews med folk, som udtalte, at de syntes, det var så skønt at blive ældre, for nu var de ligeglade med andres mening, og de gjorde, som de havde lyst til. Det har jeg så  gået og ventet på også skulle ske for mig. Jeg har godt nok ventet længe!

For min del var der absolut intet fedt ved at fylde 50 år. Jeg elsker livet, og tanken om at slutdatoen kom nærmere, kunne jeg ikke på nogen som helst måde se noget godt ved, endsige have lyst til at fejre.

“Alternativet er værre” sagde min mand for at trøste mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad det var for et alternativ han mente, -og ok, ja så er alternativet værre, men særlig trøstet blev jeg nu ikke.

Så kan man selvfølgelig lege yngre. Altså, når biologi ikke betyder noget i forhold til køn, hvorfor skal det så betyder noget i forhold til alder? I dag kan man selv på papiret bestemme, om man vil være han, hun eller hen, så kan man vel også bestemme, hvor gammel, man vil være? Jeg kan da bare beslutte, at jeg vil være 43 – og det er jeg så resten af livet. Desværre er min krop ikke helt enig, hvilket jeg tydeligt mærkede i morges, da jeg lå og gispede på rullen til pilates.

Men, tænkte jeg, nu kommer alders fordelene, såsom at være ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det må komme. Det gjorde det bare ikke. I hvert fald ikke sådan lige med det samme. Det tog mig 50something, før jeg begyndte at være bare lidt ligeglad, og i denne uge trådte jeg over en grænse, der for mit vedkommende var stor.

Børssalen

Jeg bad om mikrofonen i Børssalen hos Dansk Erhverv under en konference og gik i rette med en af oplægsholderne på scenen.

Med alles øjne (og ører) hvilende på mig, fremsagde jeg med rystende stemme mit budskab, og nåede undervejs at tænke over, hvor underlig min stemme lyder, når den kommer ud af en højtaler i Børssalen.

Jamen, du har da altid holdt taler, undervist og aldrig været bange for at tale i store forsamlinger, vil nogen måske indvende.

Ja, det er også rigtigt, men der er meget stor forskel på at være forberedt, at vide, hvem man skal tale til og om, og så bede om en mikrofon, og gå i rette med en mand, der står på scenen. I øvrigt i selskab med nogle mennesker, som jeg beundrer og i en sal fyldt med kloge, kendte og kompetente folk.

Men hvor var det fedt bagefter. Jeg fik anerkendende bifald, en ukendt dame kom op til mig og sagde tak, fordi jeg sagde fra, og dagen efter fik jeg en mail med tak fra en af dem, der stod på scenen. Så det var altså ikke forgæves.

Men jeg havde ikke turde gøre det for bare fem år siden, og det ved jeg med sikkerhed, for jeg var til en lignende konference for fem år siden, og der var jeg nervøs over bare at være i rummet med alle disse betydningsfulde mennesker.

Så hvad er sket?

Fremfor alt er jeg ikke bange for længere at blive set – eller hørt. Det har denne blog blandt andet været medvirkende til. Dernæst, så er det ved at gå op for mig, at alle de andre ikke er så meget dygtigere, bedre, klogere og alt muligt andet end mig, og de vil mig faktisk ikke noget ondt, og så behøver jeg jo ikke være bange for dem.

Kender I det ikke? Man tror altid, at de andre er meget bedre, og når det så kommer til stykket, så er de lige som en selv og også usikre.

Jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der kommer længst. Det er derimod de udholdende. De, der står tilbage, når alle andre har trukket sig. Måske fordi, de er ligeglade med andres mening. Måske fordi de har et enormt selvværd. Måske fordi de er psykopater (der er nok en politiker og topdirektør eller tre, der falder i den kategori) men helt grundlæggende, så tager de sig ikke af, hvad andre mener om dem i samme grad som os andre, der i virkeligeheden helst bare vil gemme os bag kameraet,

Men det har taget så lang tid at nå hertil. Til at turde være synlig og til dels ligeglad. Kun til dels, for jeg er der ikke helt endnu, og måske kommer jeg der aldrig.

En skrev engang, at når han sad i et stor forsamling og følte sig lille og usikker, så forestillede han sig de andre nøgne og på vej i bad. På den måde blev de mindre frygtindgydende. Det tror jeg nu er en sandhed med modifikationer, især hvis man tænker på det danske folketing, men jeg forstår, hvad han mener.

Vi (og jeg) skal ikke være så bange for alle de andre. Det kan godt være, at de har flotte titler, er kendte eller skarpe, men det er vi alle sammen på hver vores måde, og især os 50something. Vi skal nyde, at vi i den grad kan gennemskue varm luft og dårlige argumenter, og så turde sige fra. Også i større forsamlinger.

“Face it – we are older and better insured!”

Towanda!

Ps –  Mads Christensen har netop udgivet en bog om at være mand i halvtredserne. Vi er ved at starte en bevægelse! :o)

 

Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.

Skavank-alderen

-og kunsten at vende den til noget positivt.

Modelfoto – si’r det bare…

Lige nu sidder jeg med benene oppe. Det har jeg faktisk gjort i tre dage, og ifølge min ortopædkirurg (sådan en har jeg nemlig fået), så skal jeg gøre det i hvert fald en uge endnu. Ellers er der risiko for, at det pænt store hulrum, han  med sin skalpel har lavet i min ankel bliver fyldt med væske eller blod, og hvem har lyst til det?

Så jeg sidder her i mit yndlingshjørne med puder under foden og kaffe, fjernbetjening, Iphone, bøger og computer indenfor rækkevidde, og ved I hvad, jeg er nødt til at sige, at det er faktisk ganske rart.

For første gang i mange år må jeg simpelthen ikke lave noget!

Jeg må heller ikke gå i bad, men der findes heldigvis etagevask – truckervask, som mine drenge kalder det, så den er klaret.

Men jeg må i princippet ikke løbe i vaskekælderen (HA!), jeg må heller ikke køre bil, så der er lukket for taxa-teenage kørsel, og jeg må slet ikke gå rundt og rydde op efter selv samme. Iøvrigt må jeg heller ikke gå på arbejdet.

Men jeg må sidde her i yndlingshjørnet og slappe af, og det er slet ikke så tosset endda. Endnu i hvert fald. Det kan være jeg ændrer mening efter nogle dage, men lige nu, hvor smerterne af aftagende, så er det bare skønt.

Men det giver jo også tid til at tænke lidt over, at nu har man nået den såkaldte skavank-alder. Det skrev jeg lidt om i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg var taget på kurophold i Østrig, men det er et faktum, at nu kommer den alder, hvor vi skal passe ekstra meget på vores krop, og indstille os på, at der er ting, der ikke er helt, som tidligere.

Det er ikke altid lige let at acceptere. Jeg så engang en udsendelse med to helt vidunderlige, gamle, overklasse damer, der stod foran spejlet og sagde “det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, og ja, det er jo sådan det er.

Forleden kom min mand hjem med antirynke varianten af min sædvanlige creme til mig. Det var nu en fejl (siger han – og jeg tror på ham), men mon ikke, han har spurgt sig for i lufthavnen, og så har den fikse ekspedient på baggrund af min alder nappet den udgave.

Men det er småtingsafdelingen. Der, hvor det bider, det er, når det er alvorligere ting – og nej, hængende øjenlåg tæller ikke som alvorligere. Vi er nødt til at indse, at selvom vi er friske og unge indvendig, så er der en form for slitage på vores krop, hvilket også gælder de aktive og sunde. Motion giver også slitage.

Det er et vilkår, og det må vi forholde os til, og så få det bedste ud af det.

Jeg har motionsshoppet lidt, og endt med pilates, der mirakuløst har fjernet mine rygsmerter, og har med interesse noteret mig, at holdet efter mit udelukkende er midaldrende mænd, og på en af mine gode venners arbejdsplads, har de også personale pilates, hvor alle deltager.

Nu er dette indlæg ikke ment som en reklamesøjle for pilates, men for blot nogle få år siden, var kontorgymnastik ol. noget af det, der interesserede mig aller mindst. Faktisk syntes jeg, det var lidt latterligt – i ordets oprindelige betydning. Det synes jeg ikke i dag.

Vi har alle en følelse af udødelighed som yngre, og det skal vi også have, men vi vil også alle uværgeligt nå til skavankalderen, og vi skal blive bedre til at passe på os selv, og til at indse, at ingen slipper, så det er bare at få det bedste ud af det hele.

Så det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har besluttet mig for at nyde i fulde drag, at jeg ikke må gøre noget som helst andet end at læse, skrive, se serier og lade mig opvarte, og så glæde mig over, at det trods alt kun var “en skavank”, der kunne fikses.

Pas på jer selv derude! 

 

55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.

 

Det bliver ikke i min tid.

Tænk, det tog jeg mig selv i at tænke forleden dag. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle tænke den tanke, men det gjorde jeg altså, og da først jeg havde tænkt den en gang, så var det ikke så svært næste og næste gang igen,

Det hele udsprang af et foredrag om robotteknologi. På scenen stormede en aktiv, meget begavet, hip, lettere androgyn kvinde med lilla hanekam frem og tilbage og prøvede at overbevise os alle sammen om det teknologiske vidunder robotter er, og viste små film om, hvor hurtig udviklingen går.

Midt i robot vs.3’s hop og løb begyndte mine tanker imidlertid at tage på langfart. Jeg kunne simpelhen ikke blive fanget, og det er nyt for mig, der ellers altid har være mægtig interesseret i, hvad fremtiden bringer af nye tiltag og ideer.

Jeg kunne mærke, at min interesse var lige præcis så lille, som da en meget it fikseret kollega for nylig introducerede endnu et chat værktøj. Det er helt sikkert det bedste på markedet og super smart og effektivt og…. og kors, hvor det ragede mig. Lettere udiplomatisk, det ved jeg godt, men sådan havde jeg det altså.

Helt så slemt havde jeg det ikke med robotterne, men jeg lavede en hurtig hovedregning i forhold til, hvornår de robotter, hun talte om ville blive mainstream (og ja, jeg ved godt alt går superhurtigt lige nu), og så gjorde jeg op med mig selv, at på det tidspunkt, var jeg alligevel blevet for gammel. Ergo, kunne jeg godt lade tankerne flyve.

Hov – den var ny!

Så kom præsentationen af den nye ø ved København – Lynetteholmen. På papiret ser det så fantastisk ud, og jeg er vild med ideen. Sagen er bare, at det formodentlig først er færdig omkring år 2050, og der vil jeg være omkring de 90. Næppe tidspunktet at rykke til et helt nyt kvarter med mindre, det bliver i en ældre bolig.

Her var jeg dog ikke helt ligeglad, så jeg kastede mig straks over sønnerne, for så kunne de jo kigge på deres fremtidige boligområde. Yeah right! Som om de lige gik op i det,

Men endnu engang måtte jeg tænke, det bliver ikke i min tid.

På nogle måder er det befriende. Der er ting, som man kan lade være med at bekymre sig over, og så tænke, det må mine børnebørn slås med. På den anden side, så kan jeg jo ikke bare sidde eksempelvis klimaforandringerne helt overhørig, for det er trods alt også min generations ansvar, at videregive en beboelig planet, men på andre fronter, så er det altså ret fedt, bare at kunne sige – “I’m too old for that shit!”, det må nogle yngre (og mere energiske) tage sig af.

Men er du ikke bange for at gå i stå? Kan man så spørge.  Egentlig ikke, selvom det alligevel tog lidt tankevirksomhed, at affinde mig med, at der altså var nymodens ting, som ikke interesserede mig et hak. Jeg går ikke i stå, jeg prioriterer bare.

Som tiden bliver mere og mere kostbar, og det gør den altså, så er det vel på sin plads, at prioritere – eller hvad?

Things that make you go hmmmm!

Så cool, som man, som 15something kan være i Rom lufthavn, 1979.

Man kan sige meget om Facebook og rigtig meget om det indhold brugerne af FB uploader, men hvis der er en ting, FB er god til, så er det at forbinde os med tidligere klassekammerater, venner og andre, som vi godt kan lide og vil holde øje med, men som livets hamsterhjul bare har skubbet ud i periferien, fordi vi har travlt med den tætte familie, job, fodboldkampe, danseturneringer, forældreintra og så meget, meget mere.

Med andre ord, alle de mennesker, som på et eller andet tidspunkt har betydet noget i vores liv, men som nu er “i et tidligere liv”. Vi har dem alle. Måske en kollega, som var rigtig vigtig i vores liv i netop den periode. En klassekammerat, en nabo. Personer, som vi oprigtigt godt kunne lide, men som bare ikke længere er del af vores daglige liv.

I går fik jeg besked -via Facebook- om at en af disse personer var sovet stille ind.

Det var ikke nogen overraskelse. Han havde været syg af kræft længe, og han havde selv informeret om, at nu havde lægerne opgivet at give ham flere behandlinger, så vi var alle forberedt. Men det er alligevel en af de ting, der får en til at tænke, og tænke lidt længere.

Jeg har ikke set vedkommende i måske 35 år. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke holdt af ham, og jeg blev berørt. Vi gik i folkeskole sammen. Ikke i samme klasse gennem hele folkeskolen, faktisk kun det sidste år, men hvilket år.

Vi havde ikke behøvet det -10. klasse. Selv dengang var det almindeligt, at man skiftede efter 9., men vi var “en hård kerne” fra to klasser, som valgte at tage et ekstra år. Måske var det fordi, der var en lærer, som var helt fantastisk, og han ville gerne have os det sidste år. Måske var det fordi vi instinktivt vidste, at det her, det bliver sjovt. Det får vi aldrig svaret på, men faktum er, at det meste af U – klassen og nogle få af os fra V – klassen blev i 10. klasse, og vi havde en fest!

Det er det ultimativt bedste skoleår, jeg nogensinde har haft, og jeg er ret sikker på, at de andre har det lige sådan. Jeg ved også, at nogle af drengene, som havde gået i skole sammen siden 1.st klasse, stadig er bedste venner idag små 50 år senere. Det var en af dem, der havde det hårde lod, at skrive beskeden om at “ham den lange, sjove” var sovet stille ind.

Og som bedste venner i 10. klasse har man selvfølgelig ens jakker.

Vi andre gik hver sin vej. Det er i princippet utroligt, også på trods af FB, at vi stadig holder lidt snor i hinanden, for vores liv er meget forskellige, men det gør vi altså. Vi har ovenikøbet flere gange været til skolekomsammen på vores gamle folkeskole, og den varme og respekt, der er mellem os, er helt speciel. Vi har også perifer kontakt med to af vores gamle lærere, som var ligeså berørt, da beskeden kom. Det er, tror jeg, lidt usædvanligt.

Jeg blev ked af det igår, og min første tanke var “only the good die young”. For han var netop “one of the good ones”. Jeg tror ikke, der var noget som helst ondt i den mand. Måske er der en kæreste eller to, der er uenig, men det er jeg heldigvis helt uvidende om.

Men nu har vi altså nået den alder, hvor nogle af os falder bort.

Jeg krammede min mand ekstra meget igår. Så meget man kan, når man er lagt ned af årets første, alvorlige forkølelse. Jeg sendte også søde sms’er til mine sønner og jeg tillod mig selv, at blive fyldt af taknemmelighed over, at jeg har en dejlig familie, som jeg elsker og holder af.

Og så var jeg faktisk også taknemmelig over, at vi har et SoMe som Facebook, som gør, at jeg stadig har lidt snor i mine gamle folkeskoleklassekammerater, som måske var i et tidligere liv, men som jeg stadig holder af.

Kys dine elskede lidt mere i dag!

Ser vi ud, som de andre ser os?

Ung eller gammel?

I denne uge havde jeg kaffemøde med min redaktør. Det lyder ret flot, og da jeg hele min ungdom drømte om at blive journalist, og aldrig blev det, så er det, at skrive denne sætning, ret stort for mig.

Men altså, jeg havde møde med min redaktør. Denne blog har nemlig medført, at jeg har fået en fast klumme i Helsingør Dagblad, og vi skulle mødes og tale om diverse.

Hun er en skrap dame. Et langt arbejdsliv i mediebranchen, masser af chefstillinger, så der er ikke noget “bs” med hende. Slet ikke, når det kommer til at sige tingene lige ud. Men hun er også skarp – kniv skarp, og det er derfor en fornøjelse at tale med hende.

Hun er lige blevet 60 år, og alder -kvinders alder – er derfor et emne, vi tit berører. Naturligt nok, da udgangspunktet og bloggen er “50something”.

Sidst vi var sammen, sagde hun, at vi (altså os i og omkring denne alder) slet ikke opfatter os, som omverden ser os. Ikke som kliche’en med at “jeg er stadig 30 indvendig og 60 udvendig”, men sådan helt igennem, og på alle måder.

Jeg replicerede, at vi jo også er den første generation, der ikke går i stå. Se bare på Mick Jagger og hans rullende stenkammerater.

Men hun har en pointe.

Vi opfatter på ingen måde os selv som værende ved at nå sidste udløbsdato. Man kan tale om skavank-alderen, bevares, og vi er selvfølgelig også så heldige, at vi ikke har haft fysisk hårdt arbejde, der har slidt os ned, men ser vi bort fra det, så ser vi ikke os selv som nogle, der er på vej på pension. Jeg modtager iøvrigt stadig børnepenge for den yngste, og børnepenge klinger rigtig dårligt med pension.

“Kig på os, sagde hun”, mens jeg stirrede på hende med store øjne, “Vi ser sgu da godt ud (det havde jeg aldrig turde sige højt), vi er dygtige og vi har iøvrigt sneakers (ikke gummisko) på begge to idag. Vi er ikke på vej hverken væk eller ud.”

Inden jeg nåede at føle mig riiigtig skøn og ung, så fortsatte hun “men er det nu også sådan andre ser os?”, og så kom jeg ligesom ned på jorden igen.

Vi er i øjeblikket igang med et generationsskifte på min arbejdsplads, hvor der alt for længe har været en overrepræsentation af midaldrende kvinder. Det er godt. Jeg er en stor tilhænger af diversitet, og når man for længe går i det samme miljø, så bliver man “stueblind”, også hvad angår arbejdskolleger.

Men det betyder også, at man skal til at forholde sig til, hvordan de unge opfatter en og så finde en ny rolle. Som den ældre og mere erfarne, og det kan altså godt være lidt svært.

Vi havde en sød, ung praktikant en gang, og en dag, da jeg var lidt oppe og ringe over et musiknummer, så kiggede hun undrende på mig og sagde, at sådan noget musik lyttede hende forældre slet ikke til. Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at hendes forældre var yngre end mig, og at hun faktisk ikke så mig som ligemand, men som forældre generationen -læs gammel. Selvfølgelig gjorde hun det. Det var jo mig, der var helt skæv på den. Vi var jo ikke lige.

I forgårs sad jeg i en gruppe af andre arbejds relationer, og på et tidspunkt begyndte de at tale “gamle dage” og gå ud i København. Den memory lane tur har jeg haft masser af gange, og har siddet med kolleger og grinet over tiden på Daddy’s osv. Sagen var bare, at denne gang talte de om steder i København, jeg aldrig havde hørt om. Men jeg var jo nok også 15-20 år ældre end dem. Det havde jeg bare ikke tænkt over så længe, vi sad og talte om alt mulig andet.

Jeg så ikke på dem som “yngre” – men hvordan opfattede de mig? Det får jeg heldigvis aldrig at vide.

Ovenstående er bare et par eksempler på, at tiderne skifter, også for os, og at vi skal til at finde nye roller og fylde dem ud. Det er ikke nødvendigvis skidt, det er bare anderledes. Vi skal holde op med at undre os over, hvem den midaldrende mand er, som vi plejede at danse moderne med til skoleballerne. Vi er også selv blevet midaldrende.

Men vi er ikke gået i stå!

Og det er det nye og vidunderlige for vores generation. Vi kan fortsætte, med at spille ny musik og danse rundt og købe fede sneakers uden at vi ser fjollede ud og leger ung med de unge. De fleste af os har også alle vores tænder (det skriver jeg helt uden ironi, for i vores forældres generation var det usædvanligt og forbeholdt de få), og vi farver eller afbleger vores hår, som vi har lyst. Vi (kvinderne) tager måske lidt længere nederdele på, men det er også ok.

Og er det så i den sidste ende ikke helt ligegyldigt, om de andre ser os ligesom vi selv gør?

Vi er begge dele.

De mange liv.

De fleste af os bruger fra tid til anden udtrykket – det må blive i et andet liv, eller -det var i et tidligere liv, men nogle gange har jeg det helt reelt som om, jeg har levet flere liv. Ikke i parapsykologisk eller spirituel betydning, men i løbet af mit kødelige liv, som om jeg har levet flere liv.

Det har selvfølgelig noget med alder at gøre, og der er flere år at se tilbage på, men følelsen er både mærkelig, helt normal og lidt skræmmende. Hvem var hun hende på fotoet med de to små, charmerende drenge? Hun er afgjort ikke den samme, som hende på selfien fra i går, og så alligevel.

Som yngre var det såre simpelt. Før og efter gymnasiet. Der var heller ikke så meget andet, men nu er der flere epoker. Før og efter Nils. Før og efter børnene. Spies tiden. Rejsegalleri tiden. Nutiden. Det flyder ikke sammen, men føles som helt særlige liv, med hvert sit særkende og hver sin Berit.

Det slog mig forleden, da jeg skulle fortælle noget  om Kulturværftet her i byen, hvor jeg bor. Nærmest som et chok gik det op for mig, at det jo faktisk ikke havde været der, da jeg flyttede til Helsingør. Det kunne jeg slet ikke huske. Jeg havde boet i byen både før, under og efter byggeriet, og jeg kunne ikke huske det.

Det fik mig til at tænke på tiden, før og lige da jeg flyttede til Helsingør. Det var en helt speciel tid, og en periode, som jeg husker som rigtig god, nærmest lykkelig. Men jeg husker den også som en særlig periode.

Jeg gik bogstaveligt talt fra bohemetilværelse på Bronx’en og kaldenavnet Hansen til at være hjemmegående husmor (Fru Elmark) i provinsen på 1,5 år. Det gik lidt stærkt.

Men der var også perioden, hvor jeg boede i italien og arbejdede som rejseleder. Det var også et helt særligt liv, og ligner på ingen måde eksempelvis tiden nu, hvor jeg holder mig mig i og omkring “min hood” -Helsingør, og alle mine penge synes at gå til to teenagersønner og ikke lækre italienske sko….. til mig.

I princippet handler det ikke så meget om mine personlige oplevelser, men mere om det, at når man er 50something, så har der været så mange epoker, så mange forskellige liv, at det til tider kan virke helt uvirkeligt.

Derfor er det vigtigt med livs vidner. Venner eller familie, som har kendt en det meste af ens liv, og som kan bevidne, at det var nu altså rigtigt. Du var sådan på det og det tidspunkt, også selvom det føles som et helt andet liv og noget, du har drømt.

Måske giver det slet ingen mening, det jeg skriver denne gang, og måske giver det masser af mening for jer, og I har det på helt samme måde.

Folk siger altid, at der er en charme ved hver alder. Jeg tror faktisk, at det mere handler om, at der er epoker i ens liv, og det så gælder om at få skabt værdifuldt indhold i de epoker. Det har ikke nødvendigvis noget med alder at gøre.

Kan man så mærke, når man er på vej ind i en ny epoke?

Hvis man er ved at få børnebørn kan man vel. Så skal man til at være bedste. Eller tidligere, mens man selv havde små børn, så vidste man det også, men nogle gange er det vel, for at være helt Kierkegaardsk, først bagefter, at det går op for en, at der var tale om et kapitel i ens liv. 

Jeg er meget bevidst om, at Nils og jeg står overfor et nyt kapitel i vores liv lige om lidt, når drengene rejser fra reden, men modsat andre mødre, jeg kender, så er det ikke noget, jeg frygter. Ikke, at jeg gerne vil have dem ud (Nikolais værelse bliver ellers det perfekte walk in closet), men jeg ser også frem til nye tider og endnu et nyt liv. Som jeg så vil gøre mig umage for at nyde og forhåbentlig også huske.

Den om de flere spirituelle liv, den tager vi en anden gang.

Vi er de hotte – os 50something!

Og jeg mener altså ikke Renée Toft Simonsen – F***cking hotte. I dette tilfælde er det både mænd og kvinder, og det er hotte på arbejdsmarkedet, jeg mener.

Skulle I blive i tvivl, så kig lidt på disse damer. De var hhv. 76 og 78 år, da de gik i gang med første episode af “Frankie & Grace”.

Det startede med et indslag i TVAvisen i denne uge. Der handlede om, at de mennesker, der er størst efterspørgsel efter pt. på arbejdsmarkedet, er de ældre (“ældre” er jeg ikke helt kommet mig over endnu), og det er ikke kun af nød pga. manglende arbejdskraft, men også fordi folk over 50 er i høj kurs som stabile og arbejdsomme medarbejdere.

Vi har ikke små børn, vi kommer til tiden, vi har erfaring og så har vi tilsyneladende en højere arbejdmoral end millenials og deres venner. Jamen, jeg kan da kun være enig!

Men inden jeg havde nået at fryde mig over rosen og de frugtbare perspektiver for fremtidige jobtilbud, ja så dukkede der en lignende historie op i Børsen.

Men overskriften “De ældre er jobmarkedets vindere” var det lige før, jeg kunne se bort fra både det foto journalisten (en mand) havde valgt til at illustrere artiklen og at jeg nu engang til røg i “ældre kategorien”. Jeg er ikke ældre, jeg er maks. midaldrende – kan I så forstå det! ;o)

Børsens valg af illustration til omtalte artikel. De kan tilsyneladende ikke selv se det.

Nå, men ser vi bort fra den manglende diversitet, så er faktum altså, at eksempelvis en virksomhed som KL Marketing udelukkende ansætter folk over 55 år, for “Det er de bedste”, som virksomhedsejeren udtaler i samme artikel.

I 2012 var ledigheden blandt 50 – 59 årige på 6 %, I dag er den 3,3% – med andre ord nærmest halveret. Til sammenligning er ledigheden blandt til 25 – 29 årige i 2018 på 7%.

Hvad betyder det så for os 50 something?

Ja udover, at vi selvfølgelig skal blive ved med at dygtiggøre os og ikke gå i stå , (og med udsigt til mangel på arbejdskraft sidder kurser m.m. sikkert lidt løsere hos de betalende arbejdsgivere), betyder det selvfølgelig også, at vi skal holde op med at stikke hovedet i busken, når det kommer til alder.

Spørg gerne om min alder – også selvom jeg er kvinde!

Det mener jeg alvorligt. Alt for mange nærmest skammer sig over at skrive jobansøgninger, hvis de er over 50. “Jamen, der er da ingen, der er interesseret i sådan en gammel en som mig”, hører jeg ofte og følger man diverse debatter på LinkedIn, så er det også det budskab, der skinner igennem. Men det kan vi altså med ovenstående modbevise og kategorisere som sludder!

Der er masser, der vil have os og vores arbejdskraft. Vi er med andre ord hotte. Nu skal vi bare selv begynde at tro på det!

Vi har brug for hyggeradio

Jeg ved det godt. Det nye sort er podcasts, og jeg ved også godt, at der absolut intet ”street credit” er ved at skrive, at jeg hører P4, og at hvis jeg endelig hører en podcast, så er det fordi, der er et hyggeprogram jeg ikke lige fik lyttet til, og ikke fordi jeg har intentioner om at blive klogere på Malcom Gladwell eller andre under min løbetur. I øvrigt løber jeg slet ikke.

Men jeg kan godt lide at lytte til radio, og det har jeg faktisk altid kunne. Jeg synes radio er et fantastisk medie. Måske fordi man selv er i stand til at danne sig nogle billeder, mens man lytter. Det er bøger for ørerne.

Og så er jeg vokset på med radio. Det første, der skete om morgenen i mit barndomshjem var, at der blev tændt for transistoren, så man kunne høre radioavisen – og Frøken Klokken.

Da jeg var barn, var der nogle fantastiske radioprogrammer for børn. I mange år bestyret af Hans Bischoff, som nogle af jer måske er gamle nok til at huske. Jeg troede fejlagtigt, at han så ud som en italiensk fotomodel, og uden at fornærme Hr. Bischoff, så blev jeg noget skuffet, da den hyggelige, rare mand med fuldskæg begyndte at forklare os alle om skatteteknikaliteter på fjernsynet. Der var ikke meget Dario der. Men sådan kan stemmer snyde.

Jeg kan også stadig huske en radioføljeton om ”Trifitterne”. En sci fi gyser, hvor menneskeædende planter overtog jorden. Min mor og jeg sad klinet til transistoren i sommerhuset, mens vi gøs, og i flere måneder efter kiggede jeg skævt til enhver bjørneklo og lignende planter. Bogen bag føljetonen står i dag på min reol.

Orson Welles skabte decideret panik med historiens måske mest berømte radiospil – Klodernes Kamp i 1938

Jeg blev ældre, og så kom der en lang radio ørkenvandring. I hvert fald i forhold til morgenradioen. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte på derinde på Rosenørns Alle, men jeg husker tydeligt, hvordan hele sendefladen mellem 7 og 8 om morgenen var fyldt med radioavis på dansk og engelsk, ”Vi bruger også”, vejrudsigt og vist nok også nogle farvandsudsigter. Det havde vi rigtig meget brug for på Vesterbro, men jeg lærte da ordet Doggerbanke. Blev der endelig spillet et stykke musik, så var det jazz. Musikvælgerne var meget glade for Niels Henning Ørsted Pedersen dengang. Han var også god, men måske ikke ligefrem spring glad ud af sengen musik.

Heldigvis skete der noget, og der skete også noget med monopolet. Ikke Mads’, der blev fremtidens hyggeradio per excellence, men monopolet blev brudt, og stor var min forundring, da jeg en dag havde et ærinde i Radiohuset, og receptionisten sad og lyttede til Voice (!)

I dag er der et hav af radiostationer, og det er skønt, at kunne vælge efter stemning og ønske og også hvornår vi vil lytte til vores yndlingsprogram, men der er nu noget særligt over at lytte til det samme program live.

Det tænkte jeg over i morges i bilkøen på vej mod København. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg gætter på, at ganske mange af os sad og lyttede til den samme morgenradio. Flagskibet på radiosiden, og netop denne morgen, var det nogle af mine yndlingsværter. De rigtig gode værter forstår at hygge om os og få os godt op og i gang uden at det bliver omklamrende eller patetisk. De får os til at smile, til at tænke over noget, og de får os til at føle os som en del af et fællesskab. Et rart fællesskab. Et fællesskab, hvor man vil hinanden det godt, og hvor man på trods af uenigheder altid i den sidste ende finder ud af det sammen.

Og så er det ikke sikkert, at din hyggeradio er den samme som min. Det er også lige meget. Det afgørende er, at vi engang imellem og gerne ofte, lytter til noget, der binder os sammen og får os i godt humør. Der er så pokkers meget, der ikke gør på alle andre sendeflader.