Den forbandede flinkeskole!

Jeg troede egentlig, at nu når jeg havde nået den alder, jeg har, så ville det efterhånden også være farvel til flinkeskolen. Men ligesom jeg troede, at når langsynetheden med alderen satte ind, så ville den ligesom udligne den nærsynethed, der har gjort, at jeg har haft briller, siden jeg var 10 år og jeg dermed ville slippe af med dem – brillerne altså, så tog jeg fejl.

Jeg har stadig briller, nu bare med såkaldt glidende overgang og de er dobbelt så dyre, og jeg ligger stadig under for regelsættet i flinkeskolen, og gør ikke altid, som jeg har mest lyst til. Arghhhh!

Det kom jeg til at tænke over i morges efter at have læst et indlæg af Emilia van Hauen om kvinder, der når de er vrede, kommer til at græde i stedet for at skælde ud. Ofte i situationer, hvor det er højst upassende, og ofte er der tale om højt begavede, selvsikre og kompetente kvinder, der står med øjnene løbende, når en chef eller en kollega gør noget, der gør dem gale.

Det føles så ydmygende, og det kan jeg tale med om, for jeg er en af dem. Jeg har prøvet at forlade min arbejdsplads med tårerne trillende og et raseri indvendigt på størrelse med Vesuv i udbrud.

Emilia skriver, at kvinder der græder, når de er gale, ofte er piger, der har lært, at de godt må være kede af det, for så bliver de trøstet. De får kærlighed. Omvendt, så har de som små lært, at når de bliver gale, så får de en kold skulder.

Jeg er ikke helt sikker på, at det er den endegyldige sandhed. Jeg kan sagtens blive så gal, at jeg sprutter. Spørg bare min sønner. Men nu er Emilias betragtninger også mere generelle i modsætning til mine, der er personlige.

For mig handler det om uretfærdighed. Jeg er simpelthen ikke gearet til åbenlys uretfærdighed, og de gange, hvor jeg er blevet bragt i en situation, hvor nogen åbenlyst begår uretfærdigheder, er grænseoverskridende eller gør noget andet, der skriger til himlen, så går jeg tilsyneladende i baglås, og så kommer tårerne. Jeg bliver så paf over vedkommendes opførsel, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt. For sådan gør man bare ikke.

Men nogen gør!

Og her er det så desværre, at regelsættet fra flinkeskolen ofte tager over, og bestemmer ens (-læs min) opførsel. Det duer bare overhovedet ikke til noget som helst, hvis ikke alle spiller efter samme regelsæt i større eller mindre grad. Ligesom færdselsregler og etikette. Hvis vi allesammen følger dem, glider trafikken let, men hvis bare en bryder og kører overfor rødt, kan nogen komme alvorligt til skade.

I arbejdssituationer er det selvfølgelig rigtig skidt, og her skal en ledelse gribe ind. Øjeblikkeligt. Det er det, man har ledelser til. Det sker desværre bare ikke altid, og især ikke, hvis det er ledelsen selv, det er galt med. Men det finder jo også sted i privatlivet, at nogen opfører sig helt håbløst.

Her kan man til gengæld i de fleste tilfælde klare det lettere. Man går bare et andet sted hen i selskabet, så man slipper for den grænseoverskridende person – og her tænker jeg altså ikke på den umulige onkel, som vi alle har i familien.

Jeg har også flere gange meldt afbud til diverse, fordi jeg vidste, der kom personager, jeg ikke kunne holde ud i længere tid af gangen. Det er sikkert gensidigt, og så slap vi så alle så fint ud af akavede situationer, før de opstod.

Men jeg har også prøvet at være i en situation, hvor jeg ikke kunne komme væk, men var bænket til et bord i flere timer med et menneske, der var fuldstændigt grænseoverskridende, irriterende og rigtig dårligt selskab. Kort sagt – frastødende.

Say no more!

Det oplevede jeg blandt andet ved et arrangement , hvor min mand også var med, og jeg vidste allerede indenfor de første fem minutter, at det her, det bliver ikke sjovt, men med afsæt i flinkeskole regelsættet bed jeg det meste i mig, og opførte mig høfligt. Kun det meste – et par giftigheder slap ud.

Efterfølgende diskuterede vi selvfølgelig arrangementet, og vi var grundlæggende enige om vedkommende. Men hvad skulle vi have gjort?

Til at begynde med var vi høflige og forsøgte at have en samtale. Det viste sig umuligt, da vedkommende talte hele tiden. Altså hele tiden – som i HELE tiden, og det var ikke ligefrem guldkorn, der kom ud af munden.

På et tidspunkt er høfligheden så tyndslidt. Men man gør alligevel ikke noget. Man siger ikke højlydt, måske skulle du give din hustru en chance til også at sige bare et par ord. Eller måske skulle du sætte dig lidt ind i sagerne før du udtaler dig. Eller hvor vover du at tale sådan om kvinder (det gjorde jeg nu et par gange, men det prellede af).

Reglerne fra flinkeskolen er for stærke.

I netop dette tilfælde havde vi stor respekt for arrangøren, som havde gjort sig umage. Vi syntes derfor ikke, vi kunne være andet bekendt, end at spille med, og så gå hjem ligeså snart, vi kunne tillade os det. Bemærk udtrykket – tillade os det.

Men kunne vi have tilladt os noget andet? Kunne vi have rejst os op og sagt – nu kan vi simpelthen ikke holde ud at høre mere på dig og din chauvinistiske, ubegavede talestrøm, det er vores liv simpelthen for kort til, og så være gået?

Hmmmm…. jeg er stadig i tvivl. Havde det ikke været af ovenstående årsager, så havde jeg rejst mig og var gået, så lidt har jeg da lagt flinkeskolen fra mig

Der arbejdes på sagen….

Det er ikke så svært