Things that make you go hmmmm!

Så cool, som man, som 15something kan være i Rom lufthavn, 1979.

Man kan sige meget om Facebook og rigtig meget om det indhold brugerne af FB uploader, men hvis der er en ting, FB er god til, så er det at forbinde os med tidligere klassekammerater, venner og andre, som vi godt kan lide og vil holde øje med, men som livets hamsterhjul bare har skubbet ud i periferien, fordi vi har travlt med den tætte familie, job, fodboldkampe, danseturneringer, forældreintra og så meget, meget mere.

Med andre ord, alle de mennesker, som på et eller andet tidspunkt har betydet noget i vores liv, men som nu er “i et tidligere liv”. Vi har dem alle. Måske en kollega, som var rigtig vigtig i vores liv i netop den periode. En klassekammerat, en nabo. Personer, som vi oprigtigt godt kunne lide, men som bare ikke længere er del af vores daglige liv.

I går fik jeg besked -via Facebook- om at en af disse personer var sovet stille ind.

Det var ikke nogen overraskelse. Han havde været syg af kræft længe, og han havde selv informeret om, at nu havde lægerne opgivet at give ham flere behandlinger, så vi var alle forberedt. Men det er alligevel en af de ting, der får en til at tænke, og tænke lidt længere.

Jeg har ikke set vedkommende i måske 35 år. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke holdt af ham, og jeg blev berørt. Vi gik i folkeskole sammen. Ikke i samme klasse gennem hele folkeskolen, faktisk kun det sidste år, men hvilket år.

Vi havde ikke behøvet det -10. klasse. Selv dengang var det almindeligt, at man skiftede efter 9., men vi var “en hård kerne” fra to klasser, som valgte at tage et ekstra år. Måske var det fordi, der var en lærer, som var helt fantastisk, og han ville gerne have os det sidste år. Måske var det fordi vi instinktivt vidste, at det her, det bliver sjovt. Det får vi aldrig svaret på, men faktum er, at det meste af U – klassen og nogle få af os fra V – klassen blev i 10. klasse, og vi havde en fest!

Det er det ultimativt bedste skoleår, jeg nogensinde har haft, og jeg er ret sikker på, at de andre har det lige sådan. Jeg ved også, at nogle af drengene, som havde gået i skole sammen siden 1.st klasse, stadig er bedste venner idag små 50 år senere. Det var en af dem, der havde det hårde lod, at skrive beskeden om at “ham den lange, sjove” var sovet stille ind.

Og som bedste venner i 10. klasse har man selvfølgelig ens jakker.

Vi andre gik hver sin vej. Det er i princippet utroligt, også på trods af FB, at vi stadig holder lidt snor i hinanden, for vores liv er meget forskellige, men det gør vi altså. Vi har ovenikøbet flere gange været til skolekomsammen på vores gamle folkeskole, og den varme og respekt, der er mellem os, er helt speciel. Vi har også perifer kontakt med to af vores gamle lærere, som var ligeså berørt, da beskeden kom. Det er, tror jeg, lidt usædvanligt.

Jeg blev ked af det igår, og min første tanke var “only the good die young”. For han var netop “one of the good ones”. Jeg tror ikke, der var noget som helst ondt i den mand. Måske er der en kæreste eller to, der er uenig, men det er jeg heldigvis helt uvidende om.

Men nu har vi altså nået den alder, hvor nogle af os falder bort.

Jeg krammede min mand ekstra meget igår. Så meget man kan, når man er lagt ned af årets første, alvorlige forkølelse. Jeg sendte også søde sms’er til mine sønner og jeg tillod mig selv, at blive fyldt af taknemmelighed over, at jeg har en dejlig familie, som jeg elsker og holder af.

Og så var jeg faktisk også taknemmelig over, at vi har et SoMe som Facebook, som gør, at jeg stadig har lidt snor i mine gamle folkeskoleklassekammerater, som måske var i et tidligere liv, men som jeg stadig holder af.

Kys dine elskede lidt mere i dag!

Når cirklerne bliver for små og usikkerheden for stor, er det tid at komme ud af “comfort zone”

Venskabet
Min måske tætteste veninde og jeg har ikke boet i samme land siden jeg var 17- 18 år.  Alligevel er vi stadig meget tætte og betragter os nærmest som søstre, og det har aldrig gjort os eller venskabet noget, at den ene altid var i en anden tidszone.

To 16 – 17 årige veninder

Det giver sig selv, at når man bor flere tusind kilometre fra hinanden og Internettet, Skype og Facetime ikke er opfundet endnu, så har der igennem årene været perioder, hvor vi ikke talte sammen hver dag, uge eller måned for den sags skyld. Det er noget lettere -og billigere- nu, så nu er der også tid og råd til at tale om små dagligdags ting, som dumme naboer og større behov for tandlæge besøg (hvor det så end kom fra…), og farven på sengetæppet.

Det har nu aldrig været et problem for os. Vi har altid instinktivt vidst, når den anden havde brug for at tale eller havde brug for hjælp, og vi har så mange eksempler på, at vi har forsøgt at få fat i hinanden samtidig, at vi helt er holdt op med at finde det bemærkelsesværdigt. Vi er også næsten holdt op med at grine over, at vi altid køber ens tøj (hun vejer betydeligt mindre end mig, hvilket giver hende lidt større valgmuligheder.. hrmf….). Senest sad hun i Marrakech, jeg i Paris og vi havde ens bukser på, hvilket Instagram afslørede. Og nej, vi taler aldrig om tøj!

Hvad er det så, der binder os sammen? Altså udover en lang fælles historik, og en nærmest overmenneskelig evne til at forstå og acceptere hinanden på godt og ondt?

Vores nysgerrighed, livslyst og ønske om altid at udvikle os, er et godt bud!

Vi er begge, og har altid været, ekstremt nysgerrige på livet. Vi er interesserede i mennesker og nysgerrige på deres liv, kultur og måde at tænke og leve på. Derfor har vi begge to også altid holdt af at rejse meget, og vi bor gerne i både kortere og længere perioder i udlandet.

Livet har imidlertid formet sig forskelligt for os. Ikke så underligt, for vi er to forskellige personligheder, men vi har altid haft ovenstående som fællesnævner. Men så for nogle år siden, skete der noget med mig, der gjorde, at jeg pludselig blev usikker overfor ting, jeg ellers plejede at være fuldstændig ligeglad med. Jeg begyndte at blive frygtsom.

To 50something veninder

Frygtsomheden, der kom snigende
Med et langt arbejdsliv i rejsebranchen, har jeg været privilegeret og rejst meget og med stor fornøjelse. Men pludselig blev jeg så bange for at flyve, at familien måtte på bilferie flere år i træk, og selvom en af mine store drømme var at køre i autocamper med familien i USA, var tanken om at flyve over Atlanten helt udelukket. Jeg har nære venner i Boston, som jeg aldrig har besøgt, og føromtalte veninde boede i en periode i Costa Rica, uden at jeg så meget som overvejede at udnytte chancen til at opleve et af verdens smukkeste lande.

Men det var ikke kun det med flyvemaskinerne. Jeg kunne også mærke, at jeg blev frygtsom på andre områder. Det er ikke let at køre i indre København i myldretiden, men det har jeg jo altid gjort, så pyt med det. Indtil det lige pludselig ikke var pyt med det længere. Jeg begyndte at undgå at køre i indre København (det er Enhedslisten sikkert svært tilfreds med), og langsomt var der også andre ting, som jeg lige så stille og roligt undgik.

Noget kan hænge sammen med alderens sårbarhed, men det er ikke hele forklaringen, og forleden fortalte min veninde mig så om et længere varende besøg hos en af hendes gamle veninder, der havde udviklet sig til noget helt andet end forventet, da kvinden stort set ikke ønskede eller rettere turde at bevæge sig udenfor sine meget små cirkler, og dermed måske ikke ligefrem var den sjoveste værtinde at bo hos.

Det fik mig til at reflektere over min egen frygtsomhed, og hvad der lige var sket.

Alle de ting, man gør ofte, bliver almindelige og ikke noget at være bange for. Kører man bil i indre København hver dag, er det en rutine. Min mand har kontor i London, og for ham er det at flyve frem og tilbage det samme som at tage Kystbanen til København – bare mere rettidig og med siddepladser. Er man i et job, hvor man møder nye mennesker hver dag, er det rutinen og for en underviser eller oplægsholder er det at stå foran en større forsamling og tale hverdag, mens det skræmmer livet af de fleste.

Så hvad var der lige sket med mine hverdagsting?

Skønne Helsingør

Da cirklerne blev mindre
Jeg forelskede mig hovedkulds i Helsingør for 20 år siden, og jeg er stadig forelsket i byen. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg hev teltpælene op af Vesterbros asfaltsbelægning og flyttede her til.

Jeg har heller ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at være hjemmegående med mine to drenge i nogle år, da de var helt små. Heller ikke selvom det kostede lidt ekstra at komme tilbage i arbejdshierarkiet og en del nedladende bemærkninger (kun fra kvinder), men jeg var ikke opmærksom på, at det at gøre cirklerne mindre, også har nogle bivirkninger. Blandt andet, at ting, jeg tidligere havde gjort med største selvfølgelighed pludselig krævede overvejelse og i nogle tilfælde blev valgt helt fra.

Jeg er for længst tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg kommer også vidt omkring, men noget var alligevel forandret. Flyveturene eksempelvis, og selvom jeg altid har hadet at gå receptioner, plejede jeg trods alt ikke ligefrem at vælge dem fra. Jeg var også bogstaveligt talt blevet tung i rumpen, og ikke til at drive ud fra hjemmet, hvis jeg først var kommet hjem og havde smidt mig på divaneseren.

Der var med andre ord, nogle advarselslamper, der begyndte at blinke. Ikke i forhold til… åh, jeg må ikke blive sådan, og sådan, jeg er efterhånden også blevet så kølig i rumpen, at det er jeg fuldstændig ligeglad med, men i forhold til at “nu skal jeg passe på, at jeg ikke går i stå!”

Heldigvis har jeg to teenage sønner, der nok skal holde mig igang, og jeg har også en nær veninde, der skubber til mig med blandt andet skrækhistorier om kvinder, der virkelig går i stå, men jeg tror faktisk, at det her er mere almindeligt, end man tror.

En ting er at gå i stå i forhold til tøj, frisure og musik. Man kan altid se på folk, hvilket årti, de holdt mest af på deres påklædning, hår eller hvilken yndlingsmusik, de har, men det er noget andet, hvis man går i stå og holder op med at være nysgerrig på livet – og bliver frygtsom.

Det skal vi 50something passe lidt på med. For vi har det jo godt, og vinen er god, Netflix eller HBO har altid lige en god en serie, og så behøver vi jo ikke at flytte os ud af stedet, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.

Men med de mindre cirkler kommer også noget snigende….. ladhed og i mit tilfælde frygtsomhed, og så går vi faktisk glip af en hel masse.

Så jeg har taget mig sammen. Jeg har fløjet mere det sidste år, end de sidste fem. Jeg er ovenikøbet begyndt at overveje en tur til USA, og jeg har med fuldt overlæg meldt mig til nogle træningshold, hvor jeg ikke kender et øje og sidder i stillinger, der meget lidt flatterende at se på.

Jeg er med andre ord trådt ud af comfort zone, og bare det, at jeg er begyndt at skrive en blog, der er offentlig og ovenikøbet om noget så utjekket som om at være midaldrende kvinde, er ligeså grænseoverskridende for mig, som det er for andre, at gå nøgne ned gennem Strøget.

Men det virker! Jeg har fået lettet føromtalte tunge rumpe, og flytter mig igen, også via flyvemaskiner, og det kan varmt anbefales – altså at komme ud af comfort zone.

Uden sammenligning…. Der gror aldrig mos på en rullesten!

Kom ud af “Comfort Zone”