I år er det – gys – 40 år siden…

Man skal have en vis alder for at vide, hvad det her er….

,,,,at jeg blev student. Det er også 40 år siden, at Uffe Ellemann Jensen blev udenrigsminister første gang. Nu er han gået bort -eller videre. Det var ventet, og fra hvad jeg kan læse mig til, var han også selv afklaret og helt bevidst om at det lakkede mod enden.

Alligevel er det mærkeligt. Mærkeligt på samme måde, som at det er 40 år siden, jeg kørte rundt på en vogn med en hue og var lykkelig, ubekymret og lettet.

Vi talte om i det i forgårs, Nils og jeg, da vi hørte, at Jakob og Karen Ellemann var hastet hjem fra Folkemødet. At nu ville vi miste en af de skikkelser, som har været der det meste af vores liv. En stor personlighed, der på en gang – som hans far sagde “var for meget Ellemann og for lidt Jensen”, og så alligevel ikke. Som havde masser af humor og format til at sætte sig på bageste række i Folketinget blandt de nye, da han var trådt tilbage som formand. Kors, hvor jeg dog savner politikere som ham. Enig eller uenig, det var i hvert fald ikke en spindoktor, der fandt på “Du skal kraftedeme ikke filme mig nedefra”, og hvad havde Ekstra Bladets nytårstorsk været uden ham?

Da jeg refererede “If you can’t join them, beat them” for min søn i dag, rettede han mig og sagde at det altså var omvendt. Det tog så lige en længere forklaring, men det er vigtigt, at vi holder fast i fælles referencerammer, så han var tvangsindlagt.

Jeg tror imidlertid, at jeg skal tænke mig lidt mere om i fremtiden, når det kommer til fælles referencerammer og sønnike.

For nogle år siden begyndte vi nogle familie filmaftener for at have nogle fælles oplevelser. Kort fortalt, smed alle en seddel med en filmtitel i en bowle, og alle skulle så holde ud, og se den film, som blev trukket. Med popcorn, slik og sodavand selvfølgelig. For os gamlinger også en slet skjult dagsorden om at få nogle klassikere på banen – fælles referencerammer.

Til vores sidste filmaften endte det med Casablanca, Både Nils og jeg var spændt på, om den holdt i dag, men den gik rent ind. Så rent, at vores yngste søn nu har fået tatoveret (ja, tatoveret) en tegning af Rick Blaine på sin underarm.

Han syntes, Bogies karakter var det sejeste, og bagtanken er, at næste gang, han er i tvivl om noget, så vil han kigge på Rick og tænke over, hvad Rick ville gøre i en given situation. Den refleksion kan jeg godt lide.

Jeg har ellers kæmpet i mange år for at forhindre tatoveringen, men nu er han myndig, og selv jeg må erkende, at både selve tatoveringen og baggrunden for den, er fin. Til gengæld grinede vi meget over, at cremen, som han skal smøre med, er af mærket “Sorry, mum!”. Jeg er tydeligvis ikke alene….

Det er jeg nok heller ikke i at tænke tilbage i dag. Ikke kun fordi jeg er blevet en virkelig gammel student, men også fordi personlighederne fra den gang i 80’erne stille og roligt forsvinder.

Heldigvis er der hele tiden nye på vej, og hvis den nye generation vælger Rick Blaine som forbillede, så kan det ikke gå helt galt. Og så må vi bare huske at glæde os over livet – As time goes by!

What a Difference a Day Makes…

Det er titlen på et gammelt popnummer, der første gang blev et hit på engelsk i 1959. Den er nu oprindelig skrevet på spansk og i 1934, men sådan er der så meget.

Jeg har tænkt meget på den sætning de sidste par uger, og jeg er nok ikke den eneste, der gerne så verden tilbage til hvor den var for et par uger siden. Det går lige stærkt nok -den forkerte vej – i øjeblikket.

Sidst jeg bloggede, havde jeg fokus på New Zealand og en demonstration, hvor demonstranterne blev mødt med musik for at få dem til at gå hjem. Det causerede jeg lidt over i forhold til Nato og Rusland og hvilke sange, de burde spille for hinanden. Det gør jeg ikke længere.

For første gang nogensinde i mit voksne liv er jeg reelt bange for krig – atomkrig!

Vi 50somethings, vi var unge i 80’erne. De fleste af os har været i Østeuropa før Muren faldt (absolut ikke nogen sjov oplevelse), og mange af os kan huske, hvor vi var, da vi hørte om Tjernobyl ulykken. Men selvom der var iskold krig, spioner på broen, og gamle mænd i Politbureauet, så var jeg aldrig for alvor bange. Det er jeg nu.

Noget kan selvfølgelig tilskrives ungdommens letsind, men det var alligevel anderledes. Vi havde håb om forbedring, tidens ord var NEDrustning, og der var jubeloptimistiske tiltag som Next Stop Nevada og Next Stop Sovjet, og der var så mange fredsgrupper, at en af mine venner opfandt “Morgengrimme for Fred”.

Den mærkeligst personlige oplevelse fra den tid var en gang, jeg havde forvildet mig på et alternativt kursus om tankens kraft. Pludselig skulle vi alle sidde og tænke positivt på supermagterne ud fra devisen, at hvis tilstrækkeligt mange mennesker gjorde det samme over hele verden, ville det påvirke de respektive ledere i positiv retning.

Jeg syntes, det var for langhåret, og gik før tid. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville gøre i dag, for jeg er der, hvor jeg er villig til både bønner, tanker og morfogenetiske felter, hvis bare det virker.

Men tænk engang. For bare tre uger siden, så verden helt anderledes ud, og så hurtigere, end jeg kan mikse en Black Russian, har vi krig på kontinentet, politik på speed og et dansk parti, der er ved at gå over på midten, fordi de ikke kan blive enige med sig selv om, hvordan de skal mene noget andet, end der står i deres partiprogram. Den er også svær, og kræver en spindoktor i særklasse og et realitytjek hos deres vælgere, men i disse dage er der ikke plads til nuancer nogen steder.

Russiske kunstnere, der har brugt hele deres liv som systemkritikere, med selvsamme liv som indsats, bliver cancelled, blot fordi de nu en gang er russere, og i det hele taget er alle gået i en slags kollektiv selvsving, hvor man bare vil handle nu og her. Det forstår jeg godt, det er måske bare ikke så hensigtsmæssigt på den lange bane, så jeg håber at alle -især vores politikere- lige tager en dyb indånding, og holder hjernen kold og hjertet varmt. En fejltagelse nu kan blive fatal.

Men det er svært. Jeg er selv blevet nyhedsjunkie (kan ikke anbefales), og har i snart to uger øvet mig på at sige Volodomyr. Manden, der overnight blev helt, og som alle nu vil hjælpe…. bare ikke så meget, at det starter en atomkrig, og det er han desværre smerteligt bevidst om. Det er vi også.

Det er catch22. Vi ønsker af alle vore hjerter, at de tapre Ukrainere vinder, men vi ved også godt, at de er oppe mod en af verdens største hære, hvis øverstkommanderende er villig til at tage det ultimative våben i brug. Det ved vi. Det ved Putin, og han ved, at vi ved det, så her står vi og holder vejret og håber på, at der ikke sker en fejl.

Jeg læste, at amerikanerne nu har oprettet en særlig direkte linje til Moskva, med netop det ene formål at udrede evt. misforståelser, og jeg læste også, at Putin har sendt hele sin familie til en hemmelig underjordisk bunker by under jorden et sted i den russiske ødemark. Det er en gyser!

Foto fra NBC News

Kan I huske Mikhail Khodorkovskij? Han var den første rigtige oligark, tilbage i 90’ernes wild west kapitalisme under Jeltsin. Han ragede imidlertid uklar med Putin, faldt helt i unåde og blev sat i fængsel, som han efter 10 år blev løsladt fra. I dag lever han i London, og vil gerne fremstå som menneskerettigheds forkæmper (!) med sin fond Open Russia, der kæmper for et demokratisk Rusland.

Jeg har i dag set to forskellige interviews med ham. Et på fransk tv, der er fire dage gammelt og et på CNN, der er en dag gammel. Som jeg oplever det, har han holdnings- og frygtmæssigt flyttet sig på de tre dage, og taler i det sidste om, at man er nødt til at stoppe Putin NU! What a Difference a Day Makes.

I mellemtiden er den reelle oppositionsleder, Navalnyj (ham der overlevede giftangreb) også i fængsel i Sibirien og har afsonet 1 år af sin 2,5 års straf, men den 25. januar blev han opført på de russiske myndigheders liste over terrorister og ekstremister, så han kommer nok ikke ud til tiden.

25. januar, altså en måned før verden gik af lave. Hvis jeg forstår rigtigt, så blev invasionen også udskudt lidt, fordi kineserne bad russerne vente til efter vinter OL. Hvis det altså er sandt. Sandheden er som bekendt det første offer, men det hele ser meget planlagt og ikke godt ud.

Jeg ville gerne som altid slutte i dur og med håb, men lige i dag har jeg altså svært ved det. I forgårs sad jeg med tårerne ned af kinderne, da 150 radiostationer spillede “Giv Peace a Chance” samtidig. Og jeg ved godt, at det ikke gør nogen forskel overhovedet på noget, men det viser i det mindste, at de fleste af os rykker sammen, og ikke på nogen måde ønsker, hvad der sker i øjeblikket. Heller ikke for de stakkels helt unge russiske mænd, der rystede ringer hjem til deres mødre og fortæller om krigens rædsler. De troede, de skulle på øvelse.

Jeg håber virkelig, at når jeg blogger næste gang, så har nogen fundet en udvej, hvor ingen taber så meget ansigt, at der trykkes på en rød knap og at verden så ser bedre ud. What a Difference…. med omvendt fortegn.

Vil I ikke nok kysse-kramme jeres nærmeste lidt mere i den kommende uge og minde dem om forår og lysere tider, for det tror jeg, vi alle har behov for.

 

In the Air Tonight

Det var sommer. Vi var to unge, ubekymrede veninder på vej ud i verden på Interrail. Nærmere bestemt Italien på en slags luksus Interrail, for ganske vist rejste vi med tog, men vi rejste med kufferter og ikke rygsække, og vi havde booket hotel hjemmefra på Den Italienske Riviera. Man var vel allerede dengang i rejsebranchen.

På vejen ned gennem Europa havde vi siddet på Frankfurt Banegård (kedeligt sted dengang) og lyttet til Rugsted & Kreutzfeldt fra en orange (!) kasette båndoptager. Det var det bedste indenfor mobil musik dengang, men noget mindre end dagens soundbokse og med betydeligt ringere lyd. Vi var ligeglade, vi havde en fest med “Tilfældigvis forbi”.

Ved Rivieraen mødte vi en svensk pige og uden helt at huske hvorfor, var vi pludselig alle tre på vej til Rom på en lille tre dages afstikker.

Det var før masseturisme, så Rom var til at være i, men togene dertil var nu alligevel overfyldte, for det var sådan man rejste, som ung på den tid. Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at miste mine briller, mens jeg lå i gangen og forsøgte at sove, og så kan jeg huske, at der var en fyr, der var kravlet op i bagagenettet for at prøve at finde hvile der. Han må have fået firkantede mærker, for det var virkelig et net.

Men pyt – vi kom til Rom og vi havde det fantastisk. Det var alt, hvad vi havde drømt om, og efter at have tilbragt en eftermiddag foran Pantheon med at filosofere over, om duerne i Rom kunne tale med duerne i København (det er sandt), blev vi selvfølgelig samlet op af nogle charmerende og smarte, unge italienere.

De tog os med op på en af højene, hvor der var masser af andre unge, og før nogen kunne sige “Chiao Bella”, var der et tæppe, noget brød, ost og billig vin. Så åbnede en bildørene og satte høj musik på. Det var sommerens store hit – Phil Collins med In The Air Tonight.

Det var magisk!

Jeg kan stadig huske solnedgangen, trommesolo’en og hele stemningen fra den aften, og jeg tror, vi hørte nummeret 50 gange.

Et eller andet sted i en kasse har jeg de originale fotos fra den aften. Et eller andet sted…. derfor må I nøjes, men noget, der ligner.

Jeg kom til at tænke på den aften i går, fordi jeg læste om to unge, sorte tvillingebrødre, der er blevet YouTube berømte ved at filme, når de lytter til et gammelt (!) nummer for første gang. Et af disse numre er In the Air Tonight.

Jeg måtte selvfølgelig straks se dem, og de er virkelig søde. De synes, nummeret er lidt længe om at komme igang. Det er det også – men nu kigger de også kun på coveret med Phil Collins (de synes, han kigger lige ind i deres sjæl), vi andre kiggede også på Don Johnson, der kørte rundt i sin lækre bil i Miami. Det gav altså noget, også selvom det var nogle år efter.

Nummeret er fra 1981. Det vil sige, at det er 39 (gisp!) år gammelt og det er fra langt før de to unge mænd blev født. Men de synes, det er cool, og deres video er i skrivende stund set over 6 mio. gange – og gæt engang – ja! Phil Collins er tilbage på hitlisterne. Er det ikke vidunderligt?

De to ungersvende har også lyttet til Jolene i originaludgaven med Dolly Parton, og den kan de også virkelig godt lide, hvilket Team Dolly selvfølgelig i vanlig god og humoristisk stil har kommenteret på Twitter. Dolly er iøvrigt 74 år, har skrevet over 3000 sange, og sørme om hun ikke nu rammer hun en helt ny målgruppe.

Kvalitets kunst går bare aldrig af mode, fristes man til at sige, og så er det ligegyldigt, hvilken genre, det er indenfor.

Ældre, hvid, kvindelig countrystjerne fanger to unge, sorte fyre, der stort set kun har lyttet til hip hop og rap. Det siger noget om kulturens spændvidde, og hvor vigtig den er til at binde os sammen på tværs, hvis vi vel at mærke er åbne for andet end det, vi sædvanligvis lytter til, kigger på eller giver opmærksomhed.

Kulturen binder os sammen på tværs af alt!!

Og ikke alene kom jeg på en lille tidsrejse til Rom sommer 1981 via tvillingebrødrene, jeg blev faktisk også lidt rørt på kulturen vegne og nærmest lykkelig over, at der i en verden fyldt med splittelse også findes helt konkrete nye eksempler på det modsatte. #detkulturenkan!

Det er lige før, at jeg vil hævde, at jeg .. can feel it in the air tonight.. men det ville være for plat ikke? ;o)

Med og uden plastik(kirurgi)

Miss Univers 1987 – Top 5

Jeg så noget tankevækkende på nettet i går. Midt i strømmen af herreløse hunde, der bliver reddet, fandt Facebook algoritmerne pludselig på at sende en video fra Miss Univers 1987 i min retning.

Jeg har ingen anelse om hvorfor. Det er ikke lige sådanne ting, jeg typisk klikker på, og jeg er også (næsten) af generation “Kvinde Kend din Krop”, hvor skønhedskonkurrencer absolut ikke var velsete, men jeg blev fanget af det høje hår, skulderpuderne og dette mærkelige univers. Det var imidlertid først, da jeg havde kigget et lille stykke tid, at det gik op for mig, at det ikke kun var moden, der havde skiftet.

Selvfølgelig lignede de hinanden, disse unge, smukke, håbefulde kvinder – og så alligevel ikke. Hov, hvad var det? Havde hun ikke en plet på den ene fortand? Og den næste -jamen, hendes ansigtshud var, trods make up, ikke helt perfekt.

Stort set samtidig med denne -set med nutidens øjne, selvom konceptet ikke har udviklet sig synderlig – noget bizarre forestilling, fik jeg også sendt et andet foto i min retning. Det kom fra Berlingske bog anbefalinger til denne sommer og viste en nøgen Eve Babitz, der spiller skak med Marcel Duchamp.

Der er mere et univers til forskel mellem kvinderne, og deres “følgere”. Eve Babitz omtales som “Cool Hollywoodfashionista”, var Igor Stravinskys guddatter og Jim Morrison sang om hende i L.A. Woman.  Hun var indbegrebet af “sex and drugs and rockn’roll” i Los Angeles i 60′ og 70’erne, og hyldes af intellektuelle.

Miss Univers kvinderne skulle til gengæld optræde dydigt og fremstå uskyldsrene, mens en masse bagmænd tjente penge på dem, og de blev og bliver i den grad ikke hyldet af de intellektuelle.

Bare, naturligt flotte babser anno 1963. Foto er “lånt” fra Forlaget Bobo.

Men det er slet ikke kun det, der er tankevækkende. Det, som slog mig er, at det var en tid, før plastikoperationer blev almindelige.

Jeg har en såkaldt “guilty pleasure”. Det er en moderne sprog for “jeg gør noget, der ikke er hipt, men hvis jeg kalder det guilty pleasure, så bliver jeg ikke set ned på”. Der er sikkert nogle dansk top fans, der ville ønske, det begreb havde været opfundet i 80’erne.

Men tilbage til min pinlige last. Jeg ser “Real Housewives of Beverly Hills”. Mine sønner vrænger af mig, og siger ting a la “Ej mor, det er altså for pinligt”. Så svarer jeg bare: “Paradise Hotel”, og så er den debat lukket. Nils trækker på skuldrene og griner lidt, mens jeg et par gange har taget mig selv i at forsvare det med, at jeg får indblik i en kultur (!), jeg ellers ikke har adgang til. Visse vasse, jeg er bare underholdt. Også selvom jeg får indblik i en livsstil, der ligger lysår og universer fra min egen.

Men ved at se RHOBH (for kendere), har jeg også vænnet mig til at se på kvinder, der er stort set perfekte, eller hvad man nu skal kalde det. De er opererede, har “fillers”, botox og ting jeg ikke engang kender navnet på, og de har deres egne private “glam-squads”, der oven i købet rejser med dem på tur, så de hele tiden kan fremstå fuldstændig fejlfri.

RHOBH, sæson 9, mens LVP (Google it! ;o)..) stadig var med. Foto: Bravo TV

Jeg ved godt, at sådan er virkeligheden ikke, men det var bare så tydeligt, hvor meget, der har ændret sig fra Miss Univers 1987 og Eve Babitz’ babser og til en tv verden anno 2020, og det gik i al sin gru op for mig, at jeg også har vænnet mig så meget til at se opererede kvinder, at jeg studsede over de naturlige.

Stort set samtidig, havde vi studenterkørsel og en af de bemærkninger, der faldt hjemme i vores have var: “Hvor er de dog skønne og søde – og pigerne er så dejligt naturlige”. Sagt med kærlighed, men også en bemærkning, der viser, at det man ser til daglig, er anderledes.

Der er skrevet artikler, bøger og indlæg i kilometervis om de retoucherede kvindeidealer i magasiner og reklamer. En dansk skuespillerinde har ovenikøbet uploadet et billede af sig selv med mælkekartoner og børnerod for at vise, at sådan er virkeligheden ikke. Det er ikke det, denne blog handler om. Den handler om, at vi alle er blevet så vant til at se kvinder (og mænd for den sags skyld) -selv toppolitikere, der har fået rettet fejl, flyttet og løftet, at når vi ser almindelige, smukke mennesker, så studser vi og ser forskellen.

DET er tankevækkende!

Vi trænger til små sensationer!

Jeg har fået et lille bijob. Job er måske så meget sagt, for det er ulønnet. Til gengæld er det fyldt med oplevelser, og dem kan jeg jo godt lide. Jeg er blevet anmelder for Helsingør Liv, et appendix til Helsingør Dagblad, og jobbet går i al sin enkelthed ud på, at jeg skal anmelde diverse, der foregår i Helsingør.

Når jeg skyder fra mig, at min mand er uddannet journalist, og det må være pokkers med alle disse ulønnede skribenter, så er det ret berigende, og har indtil videre budt på Mads Langer og i fredags Poul Krebs koncert.

Det sidste var en smule underligt, for ikke alene har jeg kendt Poul, fra før han blev kendt, og derfor hørt ham utallige gange, det var også en af de der situationer, hvor jeg blev mindet om, at tiden er gået, og gået så forbandet stærkt.

Det var i slutfirserne. Jeg hang ud i musikmiljøet i København, og nej -jeg var ikke groupie- men arbejdede en meget kort periode på et pladeselskab, og det førte en hel masse sjov og sjove mennesker med sig. Der iblandt Poul Krebs.

Det var en rigtig lystig tid med masser af kreative og kunstneriske typer, og da jeg kort efter havnede i Spies Huset og skulle arrangere en stor reception, var det nærliggende at ringe til Poul og høre, om han kunne tænke sig at spille lidt baggrundsmusik. Igen, det var før, det blev efter.

Det udviklede sig selvfølgelig til lidt af en fest. Det er ikke alle receptioner, der ender med noget, der ligner et dansegulv og en rockkoncert, men den gang kunne alt ske, og vores  letpåklædte Tequila Slammerpiger gjorde sikkert også sit (det var jo Spies huset). Om mandagen måtte jeg stå skoleret for sikkerhedschefen, der ville have en forklaring på hvorfor der havde været aktivitet i suiten, men det er en helt anden historie, og et sted skulle vi jo holde after party.

Alt det og meget til kom jeg til at tænke på, da jeg stod i Kulturværftet i fredags til Krebs 25 års jubilæums koncert med Små Sensationer. Et album han skrev, mens han boede på en husbåd i Amsterdam. Der skrev han også vores rejsetekster om Amsterdam til vores Spies katalog. Vi havde kendis skribenter i Spies før nogen kunne stave til influencers.

Da I formodentlig alle kender det gamle logo og “pay off” er her en lidt sjovere variant.

Men denne tur ned af memory lane gjorde – ærligt – også lidt ondt!
FU..! Hvor blev tiden af?

I mit hoved var det lige for lidt siden, vi drønede ubekymrede rundt og festede, og hvem i alverden var alle de midaldrende mennesker med gråt eller manglende hår, der var til koncert?

Det er ikke altid, det rammer mig. Generelt er jeg pænt tilfreds med livet, og altså, alternativet er værre, men nu, hvor jeg er tættere på 60 end 50, så kan det godt engang i mellem ramme mig hårdt i hjertekulen, at der er gået en del år, og der måske er færre tilbage, end der har været. Især, når jeg som i fredags får min ungdom serveret lige i øregangen fra scenen.

Det er selvfølgelig ikke det, man skal stå og tænke på til en koncert, hvor små 1000 (der var under) mennesker i kor synger “ALUFÆLGE”  – men det gjorde jeg altså.

Det blev ikke bedre af, at Ole Michelsen samme dag var fløjet til himmels, hvor lærredet må være så stort, at det ikke er nødvendigt at gå i biografen. Hvem i dag under 40 ved, hvem Ole Michelsen og for den sags skyld Trine, er -nu var?

Og så var det, at jeg kom tilbage til virkeligheden, for nu nærmede vi os titel nummeret – Små Sensationer – og skulle selvfølgelig høre klassiskeren om at “Kampen om Næsbygård” stod under Action i en døgnkiosk på Ærø.

Jeg holder usigeligt meget af Krebs’ tekster, og netop Små Sensationer er en af mine favoritter. Hvis du ikke har hørt efter eller læst den tekst, så se at få det gjort, for budskabet er mere aktuelt end nogensinde.

Vi har i al vores travlhed glemt, hvor vigtige de små ting i tilværelsen er. Vi haster afsted fra møde til møde. Vi hopper fra tue til tue, og mange er mere optaget af, hvad deres børn har på af tøj, end hvad de fortæller om deres hverdag.

Lige nu er verden i selvsving over Covid-19. Vi ved endnu ikke, hvor meget, det kommer til at betyde, men hvis du allerede nu vil se her og nu konsekvenser, så synes jeg, du skal tage et kig på din pensionsopsparing eller aktiekurserne.

Jeg er selv i oplevelsesøkonomien, og tro mig, at være i turismebranchen i Italien lige nu, er absolut ikke sjovt, og snart et spørgsmål om at få mad på bordet. Hvis man altså vel at mærke kan gå ud og købe mad.

Derfor gled budskabet med at vi trænger til små sensationer også endnu engang klart ind. Blandet med alle de gode minder om hvor sjovt vi havde haft det, og til sidst stod jeg da også og svajede med til  Morgendagens Tåber, for hvor vil jeg gerne blive ved med at leve ubekymret og være en tåbe i morgen!

Pas på hinanden derude, og husk nu, det er for at give sundhedsvæsenet plads til vores svage og syge, at vi tager alle de foranstaltninger, vi gør lige nu.

-Og så skal I da lige have et tidligt Poul Krebs citat. Det er  “Under Isen” 1988.

Hvis jeg ville, ku’ jeg stække dine vinger,
men det er jo fuglen i dig, jeg vil ha’.
Hvis du ville, ku’ du vælte min tinder.
Så ku’ vi sidde og kigge på hinanden.
Men så  ‘det, at du pludselig forsvinder,
og jeg selv svæver ud i det blå.
Det er lige før dagen begynder,
og det er bare at huske på,
at vi smelted’ en tid under isen,
-glemte tanken om at holde fast,
og jeg ved, du havde ret, når du sagde
at her ved isen er flammerne bedst.

Er livet virkelig for kort til franske film?

Heldigvis findes der også fordele ved at blive ældre. Jeg kan ganske vist ikke komme i tanke om så mange, men nogle er der. Eksempelvis det, at man efterhånden har et livs lang forhold til en speciel kunstner eller kunstart.

Jeg har mange svagheder, men jeg har altid haft en særlig svaghed for Jean Reno og Luc Besson. Det var ikke noget, jeg var klar over lige med det samme, som med f.eks Thomas Helmig eller Billy Joel, men som tiden gik, gik det også op for mig, at flere af de film, jeg holder allermest af, har Luc Bessons fingeraftryk, og sidste weekend sad vi og så en virkelig dårlig film, bare fordi Jean Reno havde hovedrollen.

Det stod ellers ikke skrevet i (film)stjernerne, at jeg skulle blive vild med franske film, som i min generation oprindelig var mest kendt for udtrykket “Livet er for kort til franske film”. Men i firserne skete der noget, og jeg tror alle os 50something husker plakaten fra Betty Blue, der hang overalt – som i overalt!

Min åbenbaring kom i Dagmar, hvor jeg havde overtalt en veninde til at gå med i biografen. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg havde fundet på, at vi skulle se Diva, og jeg kan huske, at hun protesterede højlydt, da det gik op for hende, at vi skulle se en fransk film. Ikke desto mindre blev det en stor oplevelse for os begge, og for mig en af de skelsættende. Jeg var “blown away” og i mange, mange år efter, var Diva den bedste film, jeg nogensinde havde set.

Vi skal frem til 1986, før den blev overgået, og igen, fristes man næsten til at sige, af endnu en fransk film.

Dengang i midt firserne var oplevelsesøkonomien ikke slået igennem full time. Ikke at vi ikke kunne få oplevelser. Udbuddet og varianterne var bare ikke så mangfoldigt, som i dag. Det var dog i sin vorden med Fools Festival (jeg har stadig plakaten fra år 1) og Pinsekarneval eksempelvis, og så… ta daa… Natfilmfestival, eller rettere forløberen til Natfilmfestivalen, for der var mere tale om nogle natlige filmarrangementer end en egentlig festival, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad disse arrangementer havde som overskrift, men der har sikkert været noget “natten er sort som guld” indover.

Et af disse arrangementer foregik på en tom byggetomte på det inderste Vesterbro, fem minutter fra hvor jeg boede. Tomten var en stor åben plads mellem etageejendommene, og arrangørerne havde indtaget pladsen og skabt et fantastisk film oplevelses univers. Af hjertet tak til hvem det nu end var, som gav den tilladelse.

Et sted stod en togvogn, hvor der i loop blev vist Eisenstein film. Parkeret forskellige steder på pladsen stod flere amerikanerbiler med et fjernsyn placeret på kølerhjelmen, og i de biler kunne man så sidde og se sin helt egen film på privat kølerfjernsyn. Mellem to bygninger var spændt en line, hvor en linedanser gik frem og tilbage og på den ene af bygningernes væg blev de to film, som var hovedprogrammet vist, mens kvinder med bakker på maven gik rundt og solgte slik og popcorn. Det var fantastisk!

Den første af filmene, der blev blæst op på muren var Subway (den anden Metropolis), og det er stadig til dato, den største filmoplevelse, jeg nogensinde har haft. Totaloplevelsen! Film, musik, omgivelser -alt gik op i en højere enhed, og havde jeg ikke allerede tabt mit hjerte til firsernes franske film, så gjorde jeg det der. Helt uden at vide, at Jean Reno spillede birolle – og trommer – i den film. Det gik først op for mig mange år senere.

Måske var det fordi vi ikke havde set så mange musikvideoer, at Diva og Subway gik rent ind. Måske var det den vidunderlige humor. Jeg er stadig helt færdig over manden i Diva, der står med dykkermaske på og snitter løg og nogle af scenerne med politiet i Subway. Måske var det hele universet i filmene, som måske er lidt mærkeligt, men for os, der var unge i firserne gav fuldstændig mening. Vi forstod det hele instinktivt, også selvom det -indrømmet – på visse områder er virkelig syret.

Og idag, så mange år efter, er der så en vis tilfredshed i at have fulgt Luc Besson og Jean Reno lige fra næsten starten. Vi har et parallel forløb -uden sammenligning dog, men lidt ligesom Thomas Helmig er lydsporet til hele mit liv. De hører ikke til generationen hverken før eller efter. De er “vores”. Altså os 50something typer, og det kan jeg godt lide.

Og en dag kan det være, at jeg også får mine sønner til at synes om Subway. Sidst jeg prøvede, syntes de bare, at den var “sygt mærkelig”, som den yngste sagde, selvom han alligevel måtte medgive, der var noget lidt cool over Christopher Lambert. Hvad blev der iøvrigt af ham?

Ps – omkvædet i et af hittene fra Subway lyder “Guns don’t kill people. People kill people” – og ja, jeg har LP’en med soundtracket.

Og har du tid til overs, så synes jeg du skal hive 2 min. og 48 sekunder ud til at nyde denne: